Industri er fællesbetegnelsen for den del af samfundets vareproduktion, der sker uden forbygge og anlæg samtlandbrugs - ogråvaresektoren. Industrien vedrører råvareforædlingen, eller med andre ord: varefremstillingen. Sammen medforsyningserhvervene og bygge- og anlægsvirksomhed udgør industrien desekundære erhverv. Medindustrialiseringen, der startede iEngland i1700-tallet og iDanmark og mange andre vestlige lande i århundredet efter, blev industrien en fremtrædende erhvervsgren i mangevestlige lande. I løbet af1900-tallet faldt imidlertid industriens andel af de beskæftigede ogbruttoværditilvæksten (BVT) i Danmark og mange andre lande igen, idetservicesektoren spiller en stadig større rolle i samfundsøkonomien. I Danmark stod industrien i 2010 for 13 % af landets samlede bruttoværditilvækst.
Industri kommer fra latinindustria og via franskindustrie. Ordets oprindelige betydning er "flid, flittig virksomhed, foretagsomhed, driftighed". Ordet anvendtes i denne betydning helt op i begyndelsen af 1800-tallet, fx i udtryk som "hjemmeindustri" og "husindustri" i modsætning til den da fremadskridende fabriksdrift. Senere, da anvendelsen af mekaniske kraftkilder (damp,gas,olie ogelektricitet) blev taget i brug og muliggjorde en langt mere effektiv produktion endhåndværk,manufaktur ogfabriksdrift (med vand- eller vindkraft) kunne præstere, skete der en betydningsglidning således, at industri senere helt forbindes med forædlingsvirksomhed ved brug af kunstige kraftkilder.[1] For den, der interesserer sig for industriens historiske udvikling, er det nødvendigt at have dette i erindring.[2]
I forlængelse heraf betegnerindustrialisering den proces, hvorved vareforædlingen skifter fra en ikke-industriel fremgangsmåde til en industriel fremgangsmåde, det vil sige fra brug af håndkraft, vindkraft og vandkraft til brug af kunstige kraftkilder.
Industrialiseringen var en proces, der startede i England i 1700-tallet med blandt andet opfindelsen afdampmaskinen, og som siden har bredt sig ud over først den vestlige og siden den øvrige verden. Indtil da havde håndværks-, manufaktur- og fabriksvirksomheder stået for al fremstillingsvirksomhed, men nu togmasseproduktionen efterhånden over.Den industrielle revolution var samtidig startskuddet til den betydelige vedvarendeøkonomiske vækst, som har præget verden siden omkring 1800, og har givet anledning til en meget betydelig stigning ilevestandarden.
IDanmark kom den industrielle udvikling relativt sent i forhold til mange andre europæiske lande; først sidst i 1800-tallet tog industrialiseringen for alvor fart i dansk økonomi. I 1900 stod fremstillingsvirksomhed for en femtedel af Danmarks bruttoværditilvækst, hvoraf industri og håndværk tegnede sig for halvdelen hver.[3] Danmark var et udpræget landbrugsland, og det var også udviklingen i landbruget, der endelig satte gang i industrialiseringen, da omlægningen fravegetabilsk tilanimalsk produktion satte gang ifødevareindustrien og den industri, der leveredemaskiner til landbruget. Samtidig gav indkomstfremgangen i landbruget et tilstrækkelig købedygtigt hjemmemarked for den fremvoksende industris produkter.
I 1900-tallet voksede industrien frem til ca. 1960, hvor erhvervet sammen med håndværk stod for 30 % af bruttoværditilvæksten. Derefter har forskydningen over mod serviceerhvervene i dentertiære sektor, og industriens (inklusive håndværk, der fra 1966 ikke længere regnes for en selvstændig kategori inationalregnskabet) andel af BVT faldt til 13 % i 2010, mens erhvervet stod for 14 % af beskæftigelsen.[3]
Fødevare- og beklædningsindustrien fylder tit meget i industrialiseringens indledende fase, davarerne her tilhører de mest basaleforbrugsgoder, som optager en meget stor del af efterspørgslen i fattige lande. Tekstilindustrien var således motoren i Englands tidlige industrialisering. I Danmark udgjorde fødevare- og tekstilindustrien næsten halvdelen af den samlede industris værditilvækst i 1947. Siden er der sket en væsentlig strukturforskydning. Den danske tekstilindustri er stort set forsvundet, og fødevareindustrien står i 2010 for 17 % af den samlede industriproduktion - hvilket dog stadig er relativt meget i forhold til mange andre vestlige lande. Til gengæld er jern- og metalindustrien blevet mere dominerende, og værdien af dens produktion udgør i dag næsten halvdelen af den samlede industriproduktion. En anden industribranche, hvis betydning er steget kraftigt, er denkemiske industri, der i 1947 kun udgjorde 5 % af industriproduktionen, men i 2010 17 %. Det er ikke mindst Danmarks ret betydeligemedicinalindustri, der er årsagen til denne fremgang.[4]
Grundlaget for den økonomiske vækst erproduktivitetsstigningerne i de enkelte erhverv. Industrien er her typisk karakteriseret ved ret høje årlige produktivitetsstigninger i forhold til eksempelvis mange serviceerhverv. I Danmark er arbejdsproduktiviteten i industrien steget med ca. 40 % fra 2000 til 2012, hvilket svarer til en årlig produktivitetsstigning på godt 3 %.[5]
I Danmark er de mange industrivirksomheder i vidt omfang organiseret iHåndværksrådet ogDansk Industri. Håndværksrådet repræsenterer op mod 40.000 mindre, håndværksprægede virksomheder. Dansk Industri er den dominerende underorganisation ihovedorganisationenDansk Arbejdsgiverforening. Dertil kommer en række brancheorganisationer, der ikke forhandler overenskomster, men repræsenterer de enkelte virksomheder i andre sammenhænge, bl.a. over for offentlige myndigheder. På lønarbejdersiden ermedarbejderne især repræsenteret vedCO-Industri, der er etkartel ellercentralorganisation med medlemmer fra otte fagforbund, hvoraf3F ogDansk Metal er de største.
^Aksel E. Christensen:Industriens Historie i Danmark indtil c. 1730; København 1943, s. 11-16
^abNiels Westergård-Nielsen (2012): Industri. S. 300-317 i: T. M. Andersen, J. Bentzen, H. Linderoth, V. Smith og N. Westergård-Nielsen: Beskrivende dansk økonomi. 4. udgave, Bogforlaget Handelsvidenskab, 2012. S. 301.
^Niels Westergård-Nielsen (2012): Industri. S. 300-317 i: T. M. Andersen, J. Bentzen, H. Linderoth, V. Smith og N. Westergård-Nielsen: Beskrivende dansk økonomi. 4. udgave, Bogforlaget Handelsvidenskab, 2012. S. 304.
