Hydrologi (græsk:Yδρoλoγια (Yδωρ+Λoγos –Hydrologia –studiet af vand) er studiet af fordelingen og bevægelse afvand over helejorden og dækker derfor alle sider af vandets kredsløb og alle ulige former for vandbeholdninger. En udøver af hydrologi kaldes enhydrolog, som f.eks. arbejder indenforgeovidenskab ellerøkologi.
Størstedelen af jordens vand befinder sig ihavene. Herfra, og frasøer ogvandløbfordamper vandet tilatmosfæren. I atmosfæren kan vand fortættes tilskyer og efter forholdene give anledning tilnedbør i form afregn,sne ellerhagl. I form af sne kan vandet under gunstige forhold blive liggende i længere tid og eventuelt ophobes som et sne- ellerisdække. Under visse forhold kan snedækket blive så tykt, at det begynder at bevæge sig som engletsjer. Under andre forhold kan der dannes en vandstrøm under isens overflade. Denne vil søge nedad, om muligt ud i havet, hvor stykker af isen kan frabrækkes og danneisbjerge ellerisflager. Er temperaturen højere, vil isen smelte. Er nedbøren på flydende form (almindelig regn) kan der enten ske en afstrømning på jordoverfladen (somkilde,bæk,å ellerflod) eller en opsamling i en lavning i form af endam,sø eller lignende – eller vandet kan sive ned i jorden og her bevæge sig mere eller mindre i form afgrundvand. Såvel overfladevand som grundvand vil søge nedad og som regel i sidste ende ud mod havet. Afhængigt af i hvilken form, vandet befinder sig, kan det være tilgængeligt forplanter,træer ellerdyr, som efter behov kan opsuge eller drikke det for at udnytte det til egne livsprocesser. Det kredsløb, der således forekommer, kan sættes ind i et vandregnskab eller en "vandbalance". Denne ser i hovedtræk således ud[1]:
Vandmængde
Vandindhold i tusind km3
% af total
Atmosfæren
13
0,0001
Verdenshavene
1.350.400
97,6000
Vand på landområder
124.000
-
Floder
1,7
-
Ferske søer
125
0,0094
Saltsøer
105
0,0076
Jordvand
150
0,0108
Biologisk bundet
forsvindende lidt
-
Grundvand
7.000
0,5060
Iskapper og gletsjere
26.000
1,9250
I alt landområder
33.900
2,5000
I alt vandmængde
1.384.000
100
Man kan for et givet delområde på kloden opstille en såkaldt vandbalanceligning[1]:
N = Ao + Au + F + ΔR
hvoraf:
N = nedbøren,
Ao = afstrømning på overfladen (vandløb med videre)
Au = underjordisk afstrømning (grundvand)
F = fordampning,
ΔR = ophobet vandmængde (søer, moser, sne og lignende).
Kort sagt udtrykker ligningen, at det tilkomne vand enten forsvinder eller ophobes. Ses der på en længere årrække vil ophobningen af vand af forklarlige årsager forsvinde. Det afstrømmende vand kan også opdeles i stabil afstrømning (S) og ustabil afstrømning (U), hvorved fås:
N = S + U + F, hvilket indebærer at:
N - U = S + F,
hvilken formel udtrykker den vandmængde, som kan udnyttes dels ved fordampning fra vegetation (herunder afgrøder), dels ved vandindvinding fra vandløb.
potentiel fordampning (Ep), hvilken er den højest mulige fordampning for et givet område ved en given temperatur og forudsat en tæt, ensartet, grøn og voksende afgrøde dækkende en betydelig del af området og bedst muligt forsynet med vand[2]; samt
aktuel fordampning (Ea), hvilken er den fordampning, der rent faktisk forekommer uden en given temperatur. Denne vil ifølge sagens natur altid være mindre eller højst af samme størrelse som den mulige fordampning.
Fordampning kan ske på to måder:
ved direkte fordampning fra have, søer, vandløb og jordens overflade,
ved planters og træers åndevirksomhed (transpiration).
Den samlede fordampning kaldes evapotranspiration. Omtrent 90 % af det vanddamp, der eksisterer i atmosfæren skyldes fordampning fra oceaner, have, søer, floder og vandløb. De tilbageværende ca. 10 % skyldes planternes transpiration[3].
Overfladefordampning sker som følge af solens indstråling og den opvarmning, der derved sker. Varme og den dermed tilførte energi er nødvendig, for at fordampningsprocessen kan forløbe. Energien er nødvendig for at bryde de bindinger, som holder vandmolekylerne sammen, hvorfor fordamper vand meget hurtigt omkring kogepunktet (100 °C) men meget langsomt, når temperaturen er i nærheden af frysepunktet. I egne med stort snefald og hastige temperaturstigninger om foråret kan fordampningen ikke følge med afsmeltningen, hvorfor smeltevandet ledes til vandløb og søer og i den forbindelse kan give anledning til oversvømmelser, når vandstanden stiger indtil flere meter. Når den relative fugtighed i luften er 100%, er luften er mættet med vanddamp, og under sådanne forhold kan en fordampning ikke ske. Ved fordampningsprocessen fjernes varme fra miljøet.
Vil man kende fordampningen i et givet område, kan denne beregnes efter enkle formler (opstillet af Turc) med udgangspunkt i dels årsmiddeltemperaturen (T), dels årsnedbøren (N) som følger[4]:
Mængden af vand, som fordamper, skifter beroende på stedets geografiske placering og over tid: Jo nærmere, man kommerækvator, desto større er temperaturen og dermed fordampningen. I tempererede egne vil fordampningen være størst om sommeren og mindst om vinteren.Den globale opvarmning medfører en større fordampning og et større vandindhold iatmosfæren, der igen medfører en større mængdenedbør bl.a. størretropiske orkaner
Planternes åndedræt sker ved et forløb, hvor vand suges fra jorden ind i plante- eller trærødderne, derefter stiger op gennem planten eller træet og til sidst ud gennem små huller på bladenes underside (stomata) som vanddamp til atmosfæren. Således kan transpiration siges at være fordampning af vand fra planternes eller træernes blade. Gennem en vækstsæson kan et blad på denne måde udånde mange gange sin egen vægt. For et eksempel kan et stort egetræ afgive 151.000 liter vand pr. år[5].
En række forhold har indflydelse på omfanget af plantevækstens åndevirksomhed:
Temperaturen: Plantevækstens åndedrætsvirksomhed vokser med voksende temperatur (således er den stor i vækstsæsonen, hvor luften er varm, og planterne er i god vækst, men ubetydelig om vinteren).
Relativ fugtighed: Med stigende relativ fugtighed omkring en plante falder åndevirksomheden, idet det er lettere for vand at fordampe i tør luft end i vandmættet luft.
Vind og luftens bevægelse: Jo større bevægelse i luften omkring en plante desto højere transpiration.
Plantevækstens sammensætning: Planter og træer ånder med ulige hastigheder. Planter fra tørre (aride) områder, så somkaktus, har evne til at ånde med væsentlig lavere hastighed end mange andre planter (og er således bedre i stand til at fastholde de beskedne vandmængder, de har til rådighed).
Vand består af H2O, men vand er i naturen aldrig ganske "rent". Det vil, i større eller mindre grad, indeholde andre grundstoffer og/eller ioner, som derved ligeledes "følger med" i vandets kredsløb. Eksempelvis bidrager salte udskilt ved vulkanske processer til den højere saltholdighed, der findes i have i sammenligning med ferske vande.
Menneskelig udnyttelse af vandet kan og vil påvirke de ulige vandbeholdningers indbyrdes størrelse og grænser. Velkendt er, at vand pumpet eller hentet op af enbrønd i store mængder kan bevirke en sænkning af grundvandsstanden. Ligeledes kan saltholdige vandlag i grænsezonen mellem salt og fersk vand under det ferske vands udnyttelse trænge ind i de tidligere ferske vandes områder og vil da være umulige at fortrænge igen.Vandrensning af saltholdige vandlagre med henblik på udnyttelse til drikkevand eller lignende er og forbliver nødløsninger. Af samme grund udlægges beskyttelseszoner omkring vigtige (grund)vandsbeholdninger for at forhindre deres ødelæggelse, lige somspildevand sendes til rensning inden, at det ledes tilbage til naturen.
^definitionen er af betydning, idet det fastslår, at plantevæksten under de givne betingelser har størst mulig fordampning og ikke på anden måde hæmmes i deres vækstmuligheder. Kendes Ep for en afgrøde, kan man undersøge vandbalancen og beregne, om der er vand nok til en potentiel fordampning, eller om vand skal tilføres udefra, fx i form af vandingsanlæg ved landbrug og gartneri
J. Chorley:Introduction to Geographical Hydrology; 1971
Bent Hasholt: "Jordens hydrologi" (Geografisk Orientering 1976 Nr. 5; s. 354-366)
Jørgen Lundager Jensen: "Vandet i naturen" (i: Arne Nørrevang og Torben J. Meyer (red.):Danmarks Natur. Bind 5: De Ferske Vande; Politikens Forlag 1969; s. 9-43)
.jpg)
