Han var den næstældste søn af kongFrederik 8. af Danmark og var kendt somPrins Carl, før han i forbindelse med sin tronbestigelse tog det norske kongenavn Haakon. Han var ældste bror til kongChristian 10. af Danmark, hans storebror. Farfaren var kongChristian 9. af Danmark, mens morfaren var kongKarl 4. af Norge (Karl 15. af Sverige).
Som norsk konge regerede Kong Haakonstrengt konstitutionelt og vandt ved sin tilslutning tildemokratiet det norske folks tillid. Under2. verdenskrig, hvor kong Haakon var ieksil iLondon fra1940 til1945, blev kongen og kongefamilien et vigtigt symbol på norsk modstand mod den tyske besættelsesmagt.
Kong Haakon var gift med sin kusineMaud af Storbritannien. Han blev efterfulgt som konge af deres eneste barn,Olav 5.
Prins Carl voksede op med sine søskende i forældrenes residenspalæ,Frederik VIII's Palæ påAmalienborg iKøbenhavn, og i familiens sommerresidensCharlottenlund Slot nord for København. Kronprinsparrets børn blev opdraget af deres mor, hvad der var usædvanligt for tiden, hvor opdragelsen af kongelige børn som regel blev varetaget afguvernanter. Under deres mors opsyn modtog kronprinsparrets børn en forholdsvis streng kristent domineret opdragelse, som lagde vægt på nøjsomhed, pligtopfyldelse, regelmæssighed, flid og orden.[3] Prins Carl havde et særligt tæt forhold til sin mindre end to år ældre storebror, Prins Christian, og de to prinser blevkonfirmeret sammen iChristiansborg Slotskirke i1887.
Efter deres bryllup bosatte parret sig iKøbenhavn, hvor Prins Carl fortsatte sin karriere som søofficer. De fik bolig iBernstorffs Palæ iBredgade iKøbenhavn, og Prins Edvard og Prinsesse Alexandra af Wales gav desuden deres datter og svigersønAppleton House, et hus under godsetSandringham iNorfolk, i bryllupsgave. Prinsesse Maud kedede sig i København og led af hjemve, og parret opholdt sig ofte både i Danmark og England.[5]
Deres eneste barn, Prins Alexander (den senere kongOlav 5.), blev født den2. juli1903 på Appleton House under et af prinsesse Mauds ophold i England.
Efter flere år med uenigheder mellemNorge ogSverige om flere forhold blevunionen mellem Norge og Sverige, der havde eksisteret siden1814,opløst i 1905. Den 7. juni 1905 opsagdeStortinget ensidigt unionen, hvorefter det norske folk ved en folkeafstemning den 13. august ligeledes stemte for unionens opløsning. Efter flere ugers forhandlinger, anerkendte Sverige opløsningen af unionen iKarlstad-konventionen af den23. september, der blev formidlet af de europæiske stormagter, og hvis bestemmelser omfattede fuld anerkendelse af Norges uafhængighed og den svenske kongOskar 2.'sabdikation fra den norske trone. En måned senere blev unionen formelt opløst, da kong Oskar 2. den26. oktober underskrev dokumenterne, der anerkendte Norge som en selvstændig stat, og abdicerede som norsk konge senere samme dag.
Efterfølgende udpegede en komité nedsat afden norske regering flere prinser fra europæiske kongehuse som kandidater til den nu ledige norske trone. Regeringen regnede med, at et tilbud om at gøre kong Oskar 2.'s sønprins Carl af Sverige til norsk konge ville blive afslået fra svensk side, hvilket det også blev. Dermed var vejen banet til at gøre den danske prins Carl til konge af Norge. Prins Carl forlangte dog enfolkeafstemning for at sikre sig, at den norske befolkning ønskede hans kandidatur. Dette var ikke nødvendigvis i regeringens interesse, men den gik med til det. DenneFolkeafstemning om Prins Carl af Danmark som norsk konge blev holdt den 12. og 13. november, og resultatet viste et klart flertal for regeringens ønske om at tilbyde tronen til prins Carl. Herefter blev prins Carl enstemmigt valgt afStortinget tilNorgeskonge den18. november1905, ogStortingetspræsidentCarl Berner sendte samme dag en formel forespørgsel til prins Carl, om han ønskede at blive norsk konge. Prins Carl modtog valget samme aften, efter hans bedstefarChristian 9. havde givet sit samtykke, og kundgjorde i et 55 ord langttelegram fra København til Stortingets præsident, at han tillagde sig det gamle norske kongenavnHaakon, mens sønnen Alexander fik navnetOlav.
Om formiddagen den 20. november samlede der sig en stor folkemængde uden for kong Haakon og dronning Mauds bolig i Bernstorffs Palæ i Bredgade. De fremmødte hilste på kongeparret, da de viste sig i vinduet, og sangJa, vi elsker dette landet. Senere samme dag modtogkong Christian 9. en delegation fraStortinget iaudiens iChristian VII's Palæ påAmalienborg. Delegationen overbragte budskabet om, at kongens sønnesøn var valgt som Norges konge, mens Christian 9. udtrykte sit samtykke til valget af prins Carl. Delegationens ordfører, stortingspræsident Berner, overbragte en hilsen og lykønskning fra det norske folk, og udtalte folkets ønsker om et lykkelig samarbejde. Kong Haakon svarede følgende:
Hr. Storthingspræsident, mine Herrer. Den første Hilsen fra Repræsentanterne for det norske Folk, som ved sin enstemmige Storthingsbeslutning den18. November har valgt mig til sin Konge, har rørt mig dybt. Folket har herved vist mig en Tillid, som jeg forstaar at paaskjønne, og som jeg haaber stadig maa voxe sig stærkere, efterhaanden som det lærer min Hustru og mig at kjende. Som det vil være Dem, mine Herrer, bekjendt, var det paa mit Forlangende, at den netop afsluttedeFolkeafstemning fandt Sted. Jeg vilde have Sikkerhed for, at det var et Folk og ikke et Parti, som ønskede mig til Konge, da min Opgave fremfor alt bør være at samle, ikke splitte. Mit Liv vil jeg hellige Norges Vel, og det er min Hustrus og mit inderlige Ønske, at det Folk, der har valgt os, vil enigt samarbeide og stræbe frem imod dette store Maal, og med fuld Fortrøstning kan jeg da som mitValgsprog tage:ALT FOR NORGE[6]
Pådækket af Heimdal holdt statsministeren følgende tale til kongen:
I snart 600 år har det norske folk ikke hatt sin egen konge. Aldri har han helt vært vår egen. Alltid har vi måttet dele ham med andre. Aldri har han hatt sitt hjem iblant oss. Men der hvor hjemmet er, der blir også fedrelandet. I dag er det annerledes. I dag kommer Norges unge konge for å bygge sitt fremtidige hjem i Norges hovedstad. Kåret av et fritt folk til som fri mann å gå i spissen for sitt land skal han bli helt vår egen. Atter skal nordmennenes konge bli det sterke, samlende merke for all nasjonal gjerning i det nye, selvstendige Norge...[7]
Den22. juni1906 blev Kong Haakon og Dronning Maudsalvet ogkronet afTrondhjemsbiskopVilhelm Andreas Wexelsen ved en højtidelig ceremoni iNidarosdomen iTrondhjem. Kroningen fandt sted i overensstemmelse med bestemmelserne iNorges grundlov, men mange norske statsmænd betragtede kroningsritualet som "udemokratisk og arkaisk". Kroningsparagraffen blev slettet fra Norges grundlov i 1908, og selvom en kroning ikke er udtrykkeligt forbudt i henhold til gældende norsk lovgivning, blev dette den sidste kroning af en norsk monark. I forbindelse med kroningen foretog kongeparret en omfattende kroningsrejse gennem Norge.
Kongeparret flyttede ind påKongeslottet iOslo. Kong Haakon var den første norske monark, der boede permanent på slottet, og slottet blev derfor sat i stand i to år, før han, Dronning Maud og Kronprins Olav kunne flytte ind. Mens kongeslottet blev renoveret, boede kongen og dronning Maud deres første år i Norge påBygdøy kongsgård i Oslo, som de efterfølgende fortsatte med at anvende som sommerresidens.[8] Efter kroningen modtog Kong Haakon og Dronning Maud også i 1906 ejendommenKongesæteren påVoksenkollen iOslo som en gave fra det norske folk.[8]
Som konge bestræbte Haakon sig på at omdefinere kongehusets rolle i detegalitært orienterede Norge og finde en balance mellem den uformelle norske omgangsform og monarkiets behov for formel repræsentation. Selv omNorges grundlov formelt indebar en ret betydelig magt til kongen, regerede Kong Haakonstrengt konstitutionelt og vandt ved sin tilslutning tildemokratiet det norske folks tillid. Han foretog omfattende rejser gennem Norge og deltog i de nordiske kongemøder iMalmö i1914 ogOslo i 1917.
Kong Haakon blevenkemand, da Dronning Maud døde den20. november1938 af hjertesvigt i London nogle dage før sin 69-års fødselsdag og tre dage efter en operation.
De politiske opgaver, som Haakon havde påtaget sig under krigen, fortsatte han ikke efter sin hjemkomst men indskrænkede sig til sine forfatningsmæssige pligter som statsoverhoved. I sensommeren 1945 tog han på en omfattende rejse rundt i Norge for at besigtige krigsskaderne og trøste befolkningen. På grund af sin rolle under krigen samt sin personlige integritet blev Kong Haakon betragtet som den højeste moralske autoritet i landet og nød stor agtelse i alle befolkningsklasser.
Kong Haakon 7. døde påKongeslottet i Oslo den21. september1957 efter at have regeret Norge i mere end 50 år. Hans ligtog den1. oktober1957 blev fulgt af en stor menneskemængde. Kongen blev gravsat i Det Kongelige Mausoleum iAkershus Slot ved siden af Dronning Maud. Han blev efterfulgt som konge af sin sønOlav, der besteg tronen somOlav 5.
Ser man på Haakon VII's (prins Carls) forfædre, vil man se et eksempel på, hvor nært sammenknyttede gennem forskellige ægteskabsforbindelser, at kongehusene i Danmark, Norge og Sverige var, men i modsætning til Danmark, hvor alle kongerne (pånær en enkelt) kan føre deres slægtsrække direkte tilbage til kongerne fra det10. århundrede (Hardeknud,Gorm den Gamle ogSvend Tveskæg), så tegner den norske og den svenske kongerække et meget mere broget billede, hvor ikke nødvendigvis alle kongerne nedstammer fra forgængerne, og hvor der gennem tiden har været tale om mange forskellige slægter, der har styret disse to lande.Ikke desto mindre kan man dog i Haakon VII's stamtræ finde adskillige linjer, der går hele vejen tilbage til såvel nogle af de ældste kendte danske konger som til den første konge, der samlede Norge til én nation,Harald Hårfager.Her præsenteres én linje fra Haakons mødrene side, der gennem mange forskellige led og ca. 40 generationer går tilbage til nogle af såvelmiddelalderens somvikingetidens norske og danske konger:
Eksempel på slægtslinje mellem kong Haakon VII og tidligerenorskeog danske konger
^Adams, Alton A; Clague, Mark (2008).The memoirs of Alton Augustus Adams, Sr.: first black bandmaster of the United States Navy. Berkeley; Chicago: University of California Press ; Center for Black Music Research, Columbia College.ISBN9780520251311.
.svg)
.jpg)
_fra_den_norske_folkeavstemningen_om_monarki_12._og_13._november_1905._Yes_or_No%2c_Norwegian_referendum_on_monarchy_(utstilling_i_Nasjonalbiblioteket_2021)_IMG_8949.jpg)
.svg)