For alternative betydninger, seGuldhornene (flertydig).(Se også artikler, som begynder med Guldhornene)54°57′31″N8°48′45″Ø / 54.958691°N 8.812535°Ø /54.958691; 8.812535
Guldhornene var tohorn fragermansk jernalder som i 1800-tallet blev et dansknationalsymbol og et betydeligt symbol for den danskenationalromantik. De udgør emnet forAdam Oehlenschlägersdigt af samme navn.Hornene blev fundet vedGallehus vedMøgeltønder i henholdsvis 1639 og 1734. I 1802 blev de stjålet og omsmeltet, men efter tegninger blev der i 1860 lavet et sæt rekonstruktioner som blev udstillet påNationalmuseet. Efter at det i 1940'erne blev påpeget, at det første sæt rekonstruktioner ikke var korrekte, blev der både i 1945 og 1979 fremstillet nye sæt, som begge var snoede og mere korrekte i forhold til de originale tegninger og opmålinger. Rekonstruktionerne fra 1860 og 1979 er i dag udstillet påNationalmuseet i København.Simon Spies' guldhornsrekonstruktioner, som er magen til, og fremstillet samtidig med Nationalmuseets fra 1979, blev d. 23. februar 2022 foræret tilMuseum Sønderjylland afJanni Spies. Rekonstruktioner blev stjålet efteråret2007 iVejle under en særudstilling iKongernes Jelling.Tyvene blev dog anholdt, hvorefter genstandene blev returneret.[1]
_by_niels_simonsen.jpg)
Hornene blev fundet enkeltvis i to omgange. Pigen Kristine Svendsdatter fandt det lange guldhorn den20. juli1639, og den21. april1734 blev det korte horn fundet afhusmand Erik Lassen. Begge horn blev fundet på en mark vedGallehus nærMøgeltønder iSlesvig. Kirsten skrev et brev til kongen og modtog et skørt som findeløn,[kilde mangler] Erik afleverede det korte horn til greven påSchackenborg. Greven afleverede hornet til kongen, og via greven modtog Lassen 200rigsdaler som belønning. Hornene blev dermed afleveret til kronen og blev opbevaret påDet kongelige Kunstkammer vedChristiansborg iRigsarkivets nuværende bygning. Det lange horn skænkedeChristian 4. til sin sønprins Christian ("den udvalgte prins", der døde før faderen), som brugte det tildrikkehorn. Det var 75,8 centimeter målt i den ydre kurve. Mundingens diameter var 10,4 centimeter. Worm angiver hornets vægt uden den runde skrueknop, som Den udvalgte Prins fik tilføjet, til 3,1 kg; andre kilder siger 3,2 kg, hvad der kan være inklusive skruen.
Guldhornene vakte opsigt, og oldforskerenOle Worm udgav allerede i1641 en afhandling om det lange horn:De aureo cornu, hvor den ene af de to bevarede tegninger af guldhornene findes. Guldhornet blev også omtalt i det franske videnskabsakademistidsskriftJournal des Savants i1678. Det korte horn blev beskrevet i1734 af arkivarenJoachim Richard Paulli. Det vejede 3,7 kg, selv om kun en del af hornet var bevaret. Paulli opgiver hverken længde eller diameter på hornet.
Guldhornene blev stjålet om aftenen mellem den 4. og 5. maj1802 afNiels Heidenreich, en fattigguldsmed ogurmager. Heidenreich brød ind ved hjælp af tonøgler: sin stuedørsnøgle og en anden nøgle, hvor han havde forlænget skaftet. Næste morgen blev tyveriet anmeldt, og tyven blev eftersøgt imedier –aviser ogskillingsviser.Dusøren for at angive tyven var 1.000rigsdaler, samt fuld anonymitet.
Tyven blev opdaget af guldsmedelavetsoldermand, Andreas Holm. Heidenreich havde under falsk navn solgt noglepagoder, som Holm senere købte. Pagodeguldet var iblandetmessing, hvilket Holm opdagede, og han meldte det til politiet. Heidenreich gik fri i første omgang, men Holm mistænkte ham stadig og overvågede ham sammen med nogle kolleger, bl.a. da Heidenreich skaffede sig af med møntstempler, som han kastede iStadsgraven. Han havde da nyligt købt ejendommenKlareboderne 12, og havde hos sin søster deponeret et chatol med skjulte guldklumper.[2] Den27. april1803 blev Heidenreich endelig pågrebet, og den 30. april tilstod han tyveriet.
Desværre havde han på det tidspunkt for længst smeltet guldhornene om i sit køkken og dermed også gjort sig skyldig ikunsthærværk. Guldet blev brugt til fremstilling af smykker,skospænder og pagoder. Heidenreich blev dømt for tyveriet den10. juni og sad itugthus til1840. Fire år senere døde han. Køberne af guldhornsguldet leverede det tilbage, hvorefter det blev smeltet om påden Kgl. Mønt. Dermed forsvandt guldhornsguldet endeligt – 6,9 kilo i alt.[3]
Heidenreich havde tidligere boet iLarsbjørnsstræde 18. Efter at hans husvært dér, Mads Nørregaard, døde i 1802, gav Heidenreich enken Karen et stort beløb for skyldig husleje og et par guldøreringe. Dem "glemte" hun at aflevere til politiet, da Heidenreich blev afsløret. Øreringene overlevede ogsåenglændernes bombardement i1807, hvor huset i Larsbjørnsstræde blev svært beskadiget. Karen mistede ved det sin anden mand og flyttede tilbage til sin hjembyRinge påFyn, hvor de sidste 10 gram af guldhornene i dag opbevares på Ringe Museum som en gave fra Karens oldebarn.[4]
I2004 fik Nationalmuseet foræret et lignende par øresmykker, der ifølge en familietradition er købt af Heidenreich. Undersøgelser af smykkematerialet har vist, at materialet er det samme, som øreringene på Ringe Museum er lavet af, og stilmæssigt er der også ligheder.[3]
Først mange år efter tyveriet, i 1860, blev der fremstillet nogle rekonstruktioner af de to horn fra gamle tegninger, og der var på det tidspunkt ikke mange, som kunne huske, hvordan originalerne havde set ud. En tidligere direktør for NationalmuseetChristian Jürgensen Thomsen, som havde set hornene da han var barn, modsatte sig ikke at disse rekonstruktioner havde en buet form eller at de var for lange.S.A. Andersen påpegede i 1944 flere fejl i disse rekonstruktioner, fx var det lange guldhorn fx 10-12 cm længere end de oprindelige opmålinger. Desuden fremførte han den teori, blandt andet ud fra skyggelægningen påOle Worms tegning fra 1641, at guldhornene oprindeligt havde været snoede som kohorn, og fremstillede derfor i 1945 et nyt sæt snoede rekonstruktioner. I 1979 blev to nye sæt rekonstruktioner fremstillet af direktør for Nationalmuseet,P.V. Glob, og hofjuvelerOve Dragsted, denne gang i ægte guld. I den udgave er guldhornene også snoede. Det ene sæt blev udstillet på Nationalmuseet, mensSimon Spies fik det andet sæt, idet han havde delt de samlede omkostninger med.
Nationalmuseets rekonstruktionerne fra 1860 og 1979 er i dag udstillet på Nationalmuseet, mens Simon Spies' sæt d. 23. februar 2022 blev foræret tilMuseum Sønderjylland afJanni Spies[5]. Rekonstruktionerne fra 1945 er i Kongehusets eje og befinder sig på Gråsten Slot, mens en udgave af disse fra 1945 blev overraktMalmø By og er påMalmøhus Slot (Malmø Museerne).[6]
Hornene stammede fra dengermanske jernalder i 400-tallet e.v.t., og det korte guldhorn bar under mundingsranden enruneindskrift påurnordisk:Ek hlewagastiR holtijaR horna tawido. Skrevet med runer:
Der vides intet med sikkerhed om hornenes oprindelige anvendelse, men det ædle materiale og udsmykningen tyder på, at de blev anvendt vedritualer ved religiøseceremonier. Om de blev brugt som drikkehorn eller som blæseinstrumenter vides ikke. Der fandtes på dette tidspunkt i Danmark importerede drikkehorn afglas med samme form, og man havde hjemlige drikkehorn af oksehorn med bronzebeslag. Men man havde også blæsehorn af træ, som ligner guldhornene. Et 78 cm langt træblæsehorn fra 4-500-tallet e.Kr. blev fundet vedHoling vedHerning i1993.
Et nyt fund i2020 af en guldring fra500-600-tallet i området vedEmmerlev, kun 10 kilometer fra guldhornenes fundsted, tolkes i2024 afNationalmuseet som, at noget tyder på, at en hidtil ukendtfyrsteslægt kan have regeret iSydvestjylland. Ringens konstruktion med spiraler på bagsiden ogfiligran somtrekløver på siden indikerer, at den blev blevet lavet affrankiske håndværkere imerovingerriget. Det kan for eksempel være, at merovingerne har giftet encentraleuropæisk fyrstedatter ind i fyrsteslægten i Emmerlev.[7][8]
Motiverne på Guldhornene viser afbildninger af mennesker, dyr og fantasivæsener i flere opdelte paneler. Billederne kan knyttes til myter fra Middelhavsområdet såvel som til nordiske og måske keltiske myter, og har været udsat for talrige fortolkningsforsøg.
Teksten på det korte horn "Ek Hlewagastiʀ Holtijaʀ horna tawido" har været tolket som "Jeg, Lægæst, Holts søn, skabte hornet" eller "Jeg Lægæst, skovmand, gjorde hornet": men der er sået tvivl om denne tolkning, idet nogle forskere hævder, at "Hlewagastiʀ" ikke er et personnavn.[9] Fra etfilologisk synspunkt kan Lægæst oversættes som "Den berømte Gæst" eller "Den beskyttede Gæst", mens det diskuteres, omholtijaʀ betyder "Holts søn" eller "skovboen".
Hlewa betyder ifølge navneforskningens klassiske tolkning formentlig "ly". En senere tolkning går ud på, at dette skal fortolkes bredere, som "et sted, hvor der er ly", dvs.bopladsen.[10]Gastiʀholtijaʀ findes i en række ordforbindelser, bl.a. i betydningen "den forbipasserende".Hlewagastiʀholtijaʀ kan efter denne udlægning betyde "jordens gæst", om end "en, som søger ly" er sandsynligere. Pointen er, at det ikke alene på grundlag af teksten kan afgøres, om Guldhornene fremstiller en folkelig ceremoni, en religiøs ceremoni, eller et historisk "gæstebud".[11]
"Holt" betyderskov. Når det er blevet tolket som et egennavn, skyldes det opfattelsen af, at det er knyttet til første led, som er et egennavn. I overensstemmelse med sin udlægning af det religiøse motiv, fortolker Kværndrup "skov" som "helligtræet". Imidlertid har urnordisk en systematisk anvendelse af ordetIhwa for helligtræet. Det er derfor mere sandsynligt, at runeteksten henviser til den egentlige betydning af holt. Vi bemærker her, at skoven ifolkevandringstiden var opholdsstedet for det truende, mørket og fjenden.[12]
Den ældstesætning bevaret påurnordisk, er ordeneNiþijo tawide på etskjoldhåndtag afsølv fra våbenofferfundet iIllerup Ådal. Det oversættes med "Nithijo gjorde" eller "Nithijo lod gøre", hvorverbettawide kommer aftaujan (= at gøre) i formen tredje person datid. Verbet genfindes så i den 200 år yngre guldhornsindskriften i formentawido (= gjorde, lavede, skabte), som er i første person og ender påo.[13] Påbrakteater er verbet imidlertid fundet i andre bøjningsformer (tuwa, tawo m.fl.), hvor betydningen ikke udpeger en ophavsperson, og hvor tillægsbetydningen "viet til, skænket" kan være tænkelig.[14]
Alt taget i betragtning er der sået tvivl om, at Hlewagast er guldsmedens navn. Der kan også være tale om enkonge, som ofrede hornet; måske denLiutgast, der var "rig på guld" og muligvis deltog i kampene mellemhunnere,saksere ogburgundere i437.[15] HistorikerenDan Hemming mener i sin bogGuldhornenes tale, at Lægæst ersagnkongen Liutgast i det tyske heltedigtNibelungenlied, nedskrevet omkring1200,[16] men indholdet er langt ældre, og genkendes også fra denÆldre Edda. Liutgast er lig med Hlewagastir, da detteh falder bort i yngre germansk sprog; Liutpold er samme som Leopold, og betydningen af Lægæsts navn bliver derfor "Folkegæst". Lægæst var danernes konge, og antagelig boede han i nærheden af guldhornenes fundsted iSønderjylland.Danerne som folkestamme er ældre end navnet Danmark.
Uklarheden vedrørende tolkningerne skyldes nok de betingelser, som alle udlægninger af guldhornenes udsagnskraft er underlagt:
Billedtolkningen afhænger af tre afgørende spørgsmål:
De fleste standpunkter på disse spørgsmål underbygges gennem en tolkning af andre fund med mytologiske motiver.[18]
Historikeren Dan Hemming tolker Guldhornenes dyre- ogfabelfigurer som en rituel offerhandling, hvor blandt andet en bueskytte skyder enhjort. Bueskytten erHød og hjorten erBalder. OgsåOdin ses, men i en noget tidligere betydning end den Odin, vi normalt kender til fravikingetiden. Det er værd at huske på, at voresonsdag, Odins dag, på fransk heddermercredi,Merkurs dag. Hvis Odin sidestilles medHermes ellerThoth, er han de dødes ledsager til Dødsriget, eller er døden selv. Han er her også identisk medHermod, der i sagnet omBalders død skulle hævne Balder; men Hermod kendes også som konge afSønderjylland fra det engelskeBeowulf-kvad. To krigere synes at være vogtere som"Sol" og "Måne" i et offerritual.Tor er afbildet som et trehovedet væsen medhammer i den ene hånd og enbuk i den anden. Det onde,Loke, symboliseres somfisk – og naturligvis ermisteltenen, som i sagnet dræbte Balder, også afbildet.[19]
På det korte guldhorn viser "tegneserien" i første ring Baldersdrøm om sin forestående død, i den anden skytten Hød der dræber Balder, i den tredje den levende og den døde og Hermod på vej tilHel efter Balder og i fjerde er Hermod fremme ved dødsriget. Resten af det korte guldhorn mangler desværre.[20]
På det lange horn gengives i den første ring sagnet omFenrisulven, der biderTyrs ene hånd af, den anden viser skytten Hød, der skyder en hind. I den tredje ring er drabsscenen blevet til en ren offerhandling, hvor den dødes underliv er skåret op, så der kan spås af indvoldene – en handling, der overgik krigsfanger vedjuleblotet til minde om Balders død. I fjerde ring fortsætter uhyggelige scener medjætter, der vil overtage Jorden efter Balders død, samt en væbnet og stærk mand, der ser ud til at bringe ordren. Den femte ring er uforståelig, men i den sjette vises livstræet (den franske lilje), to heste og en solstøtte – solen blev jo trukket af heste, som kendt fraSolvognen fraTrundholm Mose. I den sidste ring er dødsriget låst som billede påTøkks svar til den sørgendeFrigg: "LadHel beholde, hvad hun har".[21]
_harald_slott-m%25C3%25B8ller.jpg)
Ved højtidelige anledninger fikFrederik 3. hentet guldhornet fra Gallehus frem frakunstkammeret. Kongen befalede så, at hans gæster "skulde trakteres af det gyldne Horn, der paa grund af sin høje Alder anses for en af de største Rariteter i Verden". En gammel drikkeskik gik ud på, at alle skulle stå langsmed bordet, mens hornet gik fra den ene til den anden. Nogle mindedes faldne stormænd og skålede for deres minde, mens andre drak til kongens ære.[22]
Guldhornene blev berømte – ikke mindst på grund af tyveriet og tabet af dem. Det gav ide og navn til et af Danmarks mest berømte digte –Guldhornene afAdam Oehlenschläger, der begynder: "De higer og søger i gamle Bøger...". Digtet blev skrevet umiddelbart efter tyveriet af hornene. En lille krølle på denne historie er, at Oehlenschläger boede iVestergade 28[23] tæt ved Heidenreich, og hvor guldhornene i hemmelighed blev omsmeltet, mens digtet om dem blev forfattet. Efter tabet af guldhornene er de blevetsymbol på "Danmarks glorværdige fortid" – godt hjulpet på vej af Oehlenschlägers digt.
I1993 blevMoesgård Museums rekonstruktioner af guldhornene stjålet, men blev kort efter fundet i en skov vedHasselager. Hornene var dog så hårdt medtaget, at museet fik et sæt nye rekonstruktioner; som de forrige også kopier afNationalmuseets 1800-talsrekonstruktioner.[24]
Mandag den17. september2007 blev de oprindelige 1800-talsrekonstruktioner af guldhornene stjålet fra udstillingen 'Kongernes Jelling' iJelling, hvortil de var udlånt fraNationalmuseet. Enravbjørn og en guldhalsring blev også stjålet.[25] Oprindelig troede man at de såkaldte "guldberlokker"[3] – toøreringe fremstillet af guld fra de oprindelige guldhorn – også var blevet stjålet, men de blev fundet af politiet i montren efter tyveriet.[26] Om aftenen18. september blev guldhornene og ravbjørnen fundet i Hovedgård nord forHorsens og bragt i politiets varetægt, hvorimod halsringen stadig var savnet.[27] Ved etpressemøde om formiddagen19. september blev det oplyst, at to mænd og to kvinder var anholdt i forbindelse med fundet af genstandene. Samme eftermiddag blev halsringen fundet i en grøft efter etanonymt tip.[28] En 22-årig mand tilstod kort tid efter at have begået tyveriet sammen med en 25-årig. De to blev idømt hhv. 2 år og 2 år og 4 måneders fængsel for tyveriet.[29]
{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link)