For alternative betydninger, seGefion (flertydig).(Se også artikler, som begynder med Gefion)
Gefion (norrønt:Gefjon ellerGefjun) er ennordisk gudinde. Ifølge den eneste kendte væsentligemyte, som hun optræder i, udpløjede hunSjælland fraSverige og efterlod søenMälaren.[1] Hun var associeret medjomfruelighed, og optræder som en af gudindenFriggsterner. Hun har formentlig været en frugtbarhedsgudinde, som måske i særlig grad har været knyttet tilDanmark.[2]
NavnetGefionsetymologi har længe været omstridt. I moderne tid er forleddetGef- blevet knyttet til det lignende ordGef- i navnetGevn (norrønt:Gefn), der er et af de mange alternative navne for gudindenFreja. Dette navn betyder "hende, der giver (velstand/glæde/frugtbarhed)."[3] Forbindelsen mellem de to navne, har betydet, at betydningen af Gefions navn normalt tolkes til "den givende".[4] NavneneGefion ogGevn er også blevet forbundet med de ældregermanske gudindepar Alagabiae eller Ollogabiae.[5]
Albert Murey Sturtevant har peget på, at det eneste andet kvindenavn i denislandske litteratur medsuffikset-un/-on erNjǫr-un, som optræder iNafnaþulur. Han foreslår, atprefiksetNjǫr- kan være beslægtet med *ner- ´som i *Ner-þuz, som igen er beslægtet medNjord (norrønt:Njǫrðr). På den baggrund mener han, at de to navne med forskellige suffikserGef-n ogGef-(j)un, er to udgaver af samme navn.[6]
Etfinsk ord for "brudekjole" kan være afledt af Gefions navn.[7]
Den eneste myte, hvor Gefion har en central rolle, er historien om hvordan hun løsrev Sjælland fra Sverige. Myten kendes i to udgaver. Den ene findes iGylfaginning iYngre Edda, den anden iYnglingesaga. De blev begge nedskrevet i begyndelsen af 13. århundrede. IHeimskringla fortælles, atOdin sendte Gefion overØresund efter mere land. Hun kom til sveakongen Gylfe, som gav hende plovland. Så tog hun til jotnernes land, hvor hun fik fire sønner med enjotun. Dem omskabte hun til okser, spændte dem for ploven, og trak landet ud i havet mod vest, lige ud for Odinsø (Odense ellerFyn). Det blev kaldt Sjælland, og her bosatte hun sig iLejre med sin mand, Odins sønSkjold. Hullet hun efterlod i Sverige, blev kaldt Lågen (et gammelt navn for Mälaren). Lågensfjordarme tilsvarede lige Sjællands næs. Odin bosatte sig ved Lågen, hvor det nu kaldes GamleSigtuna. Dér rejste han et storthov og skænkede sine hovpræster gårde:Njord fikNoatun,Frej fikUppsala,Tor fikTrudvang, ogBalderBreidablik.[8]
IEdda fik Gefion som morgengave af sinbrudgom, sveakongen Gylfe, ret til al den jord hun kunne nå at udpløje fra hans land i løbet af én dag. Til at hjælpe sig avlede hun fire sønner med en jætte, som hun forvandlede til okser. Med sønnerne som trækdyr lykkedes det hende at pløje landet (Sjælland) ud i havet mellem Fyn ogSkåne. I udgaven fra "Ynglingesaga" var hun ikke blot ophav til Sjælland, men blev også stammoder tilSkjoldungerne, da hun giftede sig med sagnkongen Skjold.[9]
IGylfaginning fortælles det også, at Gefion deltog i havjættenÆgirs gilde på Hlesey (Læsø), der var ramme for digtet "Lokasenna". I dette digt skændesLoke efter tur med guderne. Gefion bryder ind for at kommeIdun til undsætning, da hun spørger hvorfor Loke bringer en så negativ stemning med sig. Loke svarer, at Gefion kastede sig i en mands favn for at få et smykke. Odin bryder ind ved at advare Loke mod at lægge sig ud med Gefion, da hun kenderskæbnen lige så godt som ham selv:
Gefjun kvað:
Loki kvað:
Óðinn kvað:
| Gevjon.
Loke.
Odin.
|
I andre tekster, der bygger på eller er oversættelser aflatinske tekster, bruges Gefions navn til at oversætte de græsk-romerske gudinderDiana ogArtemis.
Gefions funktion som gudinde fremgår ikke klart af det overleverede kildemateriale, men bl.a. Gro Steinsland har foreslået, at hun kan have fungeret som en form for frugtbarhedsgudinde.[9] Ann-Mari Näsström går et skridt videre, og tolker hende som et aspekt af Freja. Denne tolkning bygger hun på de mange træk de har tilfælles, herunder Frejastilnavn Gevn. Anne Holtsmark peger dog på, at Gefion i ældre tekster konsekvent oversættes til denromerske gudinde Diana, hvorimod Freja oversættes tilVenus. Dermed mener hun, at man i senhedensk tid har opfattet dem som to forskellige gudinder. Holtsmark mener alligevel, at Gefion er eninkarnation af Freja, og at udskilningen mellem dem er af sen dato.[12] Rudolf Simek mener dog, at selvom Gefion ikke nødvendigvis blev opfattet som identisk med Freja, vil han alligevel karakterisere hende som en af flere frugtbarheds- og værneguder. Han mener at alene hendes navn, som han oversætter til "den givende", er tilstrækkeligt grundlag for den tolkning.[13]
Et tilbagevende tema i flere europæiskelegender ogfolkesagn består i, at en mand eller hyppigere en kvinde får til opgave at tilegne sig så meget land, som vedkommende kan komme omkring i løbet af et givet tidsrum. Dette motiv kendes bl.a. fraLivius' romerske historie (1. århundrede f.v.t.), fra dengræske historikerHerodot (5. århundrede f.v.t.), fra flere nordeuropæiske sagn, heriblandt seks jyske og et tysk, hvor der bruges enplov i lighed med Livius’ fortælling. I andre historier bliver der i reglen gået eller redet.[14]
Hilda Ellis Davidson mener, at Gefion har været en frugtbarhedsgudinde særligt knyttet til pløjning. Hun mener, at gudindens vigtigste funktion har været, at give lykke og velstand til et landområde ved at pløje rundt om det. Men overordnet set har hun indgået i etkultkompleks, der både omfattede frugtbarhed associeret med land og vand.[15] Som støtte for sin teori peger hun på at nogle af de overleverede folkloristiske traditioner, der er blevet indsamlet framiddelalderen og helt op til 19. århundrede i Nord- og Østeuropa, med stor sandsynlighed er levn til den hedenske dyrkelse af Gefion. Hun fremhæver bl.a. en historie fra Island, hvori der optræder en kvindelig nybygger, hvis mand døde på overfarten til det nye land. Hun tilegner sig retten til sin jord ved at drive en ung ko rundt om det. Davidson bemærker, at det fremgår afLandnámabók som en accepteret måde for en kvinde at kunne få retten til jord på. Hun foreslår, atskikken bygger på, at kvinder ikke kunne eje mere land, end de kunne nå omkring mellem solopgang og solnedgang på en forårsdag. Men Davidson mener også, at dette mere virker som etritual i forbindelse med overdragelse af jord, end som en juridisk fremgangsmåde. En parallel kunne være den skik, at en mand slog ild, når han overtog et stykke land. Hun mener, at det er muligt, at dette ritual er knyttet til Gefion i en rolle som frugtbarhedsgudinde.[16]
Davidson fremhæver også yngre traditioner; fx en skik fraRusland, hvor kvinder med løsnet og iklædt hvidt i samlet flok trak en plov tre gange rundt om landsbyen, når der var alvorlige sygdomsudbrud. IEngland og Danmark kendes der flere lokale traditioner i forbindelse med forårssåningen; fxPlough Monday (= plovmandag) i det østlige England, hvor grupper af unge mænd den første arbejdsdag efterjulen, dannede et optog og trak en plov fra hus til hus. Davidson mener, at Gefion med sine omskabte sønner udgør en passende skytsgudinde i denne type ceremonier.[17] Davidson peger på, at der i de germanske områder afEuropa er overleveret mange traditioner om overnaturlige kvinder, der rejser gennem landet med en plov. Hun går under forskellige navne, fx Holde og Holle (Vest- og Centraltyskland) og Perchta/Perchte/Berchte i Sydtyskland,Østrig ogSchweiz.[18] Davidson forklarer, at disse fortællinger kan være levn til før-kristne traditioner om at frugtbarhedsgudinden rejste rundt for at velsigne landet, ledsaget af små børn. Disse børn er blevet tolket forskelligt; fx som dem, der var døde inden de var blevet døbt, børn, der var blevet erstattet afskiftinger eller de endnu ufødte børns sjæle. Ifølge flere beretninger bliver den, som hjælper kvinden, hvis ploven går i stykker, rigeligt belønnet.[15]
Davidson mener, at der kan findes paralleller i ikke-germansketraditioner, fx nogle af de forestillinger, som knytter sig til denkeltiske gudinde,Damen i søen fraWales.[17]
I de tekster, hvor de nordiske guder sammenlignes med klassiske guder, bliver Gefion normalt sammenlignet med Diana ogArtemis, der begge var jomfruer. IGylfaginning fraYngre Edda omtales hun ikke blot som enmø, men det fortælles også, at alle, der dør som møer, skal tjene hende.[19] Men denne status modsiges af andre kilder, fx fremgår det afHeimskringla, at Gefion giftede sig med sagnkongen Skjold, og iLokasenna bliver hun af Loke beskyldt for at have haft adskillige elskere.John Lindow mener at denne modsigelse skyldes tilføjelse i en senere udgave af værket. Det bygger han på, at historien om Gefion og Gylfe mangler i en udgave af teksten, og at den ikke var en del afSnorre Sturlasons oprindelige udgave. Lindow skriver endvidere, at hvis det var en senere tilføjelse, så var denne forfatter enten ikke klar over associationen mellem Gefion og Diana, eller også fremstillede han med overlæg den hedenske gudinde som en skøge. Lindow peger dog også på, at Lokes beskyldninger mod Gefion tyder på at forestillingerne om Gefions seksuelle aktiviteter var udbredte.[7] Gro Steinsland mener, at hun trods beskyldningerne tilsyneladende var en form for jomfrugud pga. sammenlignerne med Artemis og Diana.[9] Rudolf Simek mener, atLokasenna er forfattet efterreligionsskiftet, og at dets indhold er så præget afstereotyper, det ikke kan fortælle meget om før-kristne forestillinger.[13]
Fem potentielle omtaler af Gefion i detangelsaksiske digtBeowulf kan være tegn på en forbindelse mellem Gefion and Grendels moder. Frank Battaglia omtaler line 49, linje 362, linje 515, linje 1394 og linje 1690 som "Gefion-passagerne". Han foreslår, at Beowulfs kamp skal tolkes som kampen mod den hedenske jordgudinde. Han bygger det på, at Gefion, som af Battaglia karakteriseres som dansk chthonisk guddom, tilsyneladende omtales i de fem passager. Battaglia mener, at digtet afspejler en ny samfundsorden, hvor patrilinære slægtsskabsforhold afløste matrilinære, og at kampen om Heorot symboliserer konsolideringen af et nyt samfundshierarki.[20] En af Battaglias hovedpointer er, at brugen af glosengēafon, der bruges i linje 49, ikke kunne bruges foran et anglo-dansk publikum uden at minde dem om Gefions sorg over tabet af Skjold.[21]
Gefion optræder på en prominent plads som denallegoriske mor forNorge, Sverige og Danmark i det svenskeromantiske digtGefion, skaldedikt i fyra sånger af Eleonora Charlotta d'Albedyhll (1770-1835).[22] I1908 blev et springvand skabt afAnders Bundgaard, afsløret iKøbenhavn. Det forestillede gudinden, der med sine fire sønner som forspand pløjede Sjælland ud af Sverige.[23] Gefion-familien er enasteroidegruppe,[24] der bl.a. omfatter 1272 Gefion (opdaget i1931 af Karl Wilhelm Reinmuth).[25]
Där hon plöjde ut landet är nu en sjö, som kallas Logen; [...] note 22: Logen (uttalas med öppet å-ljud) är Mälaren.
