| Erik Norman Svendsen | |
|---|---|
 | |
| Personlig information | |
| Født | 27. januar1941 (84 år) København,Danmark  |
| Politisk parti | Det Konservative Folkeparti |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse | Teolog, selvbiograf, biografiforfatter |
| Information med symbolet hentes fraWikidata.Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Erik Norman Svendsen (født27. januar1941 iKøbenhavn) er en dansk gejstlig, forhenværende kongeligkonfessionarius ogbiskop overKøbenhavns Stift fra1992 til2009.
Norman Svendsen blevstudent fraEfterslægtens Gymnasium i1960 ogcand.theol. i1968 fraKøbenhavns Universitet. Han var konstitueret residerendekapellan vedSundkirken (Sundkirkens Sogn) 1968-1969. Han virkede herefter som timelærer i religion ved Efterslægtens Gymnasium 1969-1972 og residerende kapellan vedBrønshøj Kirke (Brønshøj Sogn) 1969-1973, før han i1973 blevsognepræst vedSkovlunde Kirke (Skovlunde Sogn), hvor han virkede til1979.1980-1986 var hangeneralsekretær og præst iKirkefondet. 1986 blev han på ny sognepræst, denne gang iDragør Sogn og blev samtidigprovst forKøbenhavns Søndre Provsti. I1992 blev han provst forAmagerland Provsti.
Han blev formand for salmebogskommissionen og skulle sikre nyudgivelsen af DDS.
Han viedeKronprins Frederik ogKronprinsesse Mary iKøbenhavns Domkirke den14. maj2004 og døbte deres sønPrins Christian den21. januar2006 iChristiansborg Slotskirke, deres datterPrinsesse Isabella den1. juli2007 iFredensborg Slotskirke, og deres tvillingerPrins Vincent ogPrinsesse Josephine den 14. april 2011 iHolmens Kirke. Han viede ogsåPrins Joachim ogMarie Cavalier iMøgeltønder Kirke lørdag den 24. maj 2008. Han blev kommandør af 1. grad afDannebrogordenen d.1. januar2006.
Fra1. marts2008 til31. marts2018 varetog han hvervet som kongeligkonfessionarius efterChristian Thodberg.[1] Det betyder, han var dronningens personligesjælesørger ogkongehusets egenpræst. Som konfessionarius var han knyttet tilGarnisons Kirke som hjælpepræst. Han efterfulgtes som konfessionarius afHenrik Wigh-Poulsen.[2] Han afløstes som biskop 31. august 2009 afPeter Skov-Jakobsen.
Siden april 2009 har han desuden været formand forFolkekirkens Nødhjælps Råd.
Han har udgivet bøgerneThomas Kingo, salmer og samtid, 1990,Salmer til tiden, 2003,Syng for Livet. En guide til salmebiogen, 2008[3]ogFra Nørrebro til Nørregade, 2010.
Som student var Norman Svendsen til et møde tilStudenterforeningen, hvor han hørte en konservativ politiker tale. Han blev overbevist og meldte sig ind iKonservativ Ungdom som kun 15-årig, idet han løj sig et år yngre, end han var. Han blev landsformand forKonservative Gymnasiaster. Hansantikommunisme blev især vakt af opstanden iUngarn1956, og i1960 blev han afJørgen Hagel fra Konservativ Ungdom rekrutteret til antikommunistisk virksomhed. Erik Norman Svendsen blev en del afArne Sejrs efterretningsorganisationFrihed og Folkestyre. Under dæknavnet "Frede Nielsen" og dækadressen "Magasin London",Rosenvængets Allé 1, København, kortlagde Norman Svendsen danske kommunisters færden. Han samlede relevante avisudklip omDKP-medlemmer, han registrerede nøglepersoner inden for dansk kommunisme og noterede danske kommunisters rejseaktivitet iDDR.
I1962 fik Norman Svendsen sin ilddåb, idet han kom på en særlig opgave i udlandet. Han skulle modvirke kommunistisk infiltration af den Internationale Ungdomsfestival iHelsinki. Samme år opbyggede den hollandske agentC.C. van den Heuvel organisationenInterdoc, som skulle stå for modkampagner mod kommunismen og kurser ipsykologisk krigsførelse. Norman Svendsen kom på et sådant kursus hosNATO iValenciennes.
Norman Svendsens antikommunistiske engagement ophørte i1972, da Frihed og Folkestyre blev opløst. I1998 begravede biskoppen Arne Sejr fraSkovshoved Kirke, og han stod også for begravelsen af Jørgen Hagel.[4]
I2013 stod han offentligt frem og berettede om sin efterretningsvirksomhed. Han udtale bl.a. om mødet i Studenterforeningen:"Jeg hørte en politiker fra Konservativt Folkeparti tordne mod sovjetregimets fremfærd, og fra den dag stod det lysende klart for mig, at det, der foregik på den anden side af Jerntæppet, var dybt uretfærdigt. Kommunismen var farlig og skulle bekæmpes."[5]
