Eleaterne var en skole afførsokratiske filosoffer fra den græske koloniElea iItalien. Gruppen blev etableret i tidlige femte århundrede f.Kr. afParmenides. Andre medlemmer af skolen var blandt andreZenon fra Elea ogMelissos fra Samos.Xenofanes regnes undertiden også med til denne gruppe, selvom der er en vis uenighed om dette.[1] Elea, hvis nutidige betegnelse erVelia, var engræsk koloni beliggende i det nuværendeCampania i det sydlige Italien.
Skolen tog sig navn fra Elea (oldgræsk: Ἐλέα), en græsk by i det sydlige Italien og hjemsted for dets vigtigste eksponenter Parmenides og Zenon. Dens grundlag tilskrives ofte Xenofanes fraKolofon, men selvom der er meget i hans spekulationer, der var en del af den senere eleatiske doktrin, er det sandsynligvis mere korrekt at betragte Parmenides som grundlæggeren af skolen.[2]
Parmenides udviklede nogle af Xenofanes'metafysiske idéer, herunder Xenofanes' ånd af fri tanke. Efterfølgende debatterede skolen muligheden forbevægelse og andre lignende grundlæggende spørgsmål. Skolens arbejde havde indflydelse påplatonisk metafysik.[2]
Eleaterne afvistede denerkendelsesmæssige validitet afsanseoplevelse og antog i stedet, at logiske standarder for klarhed og nødvendighed varsandhedens kriterier. Blandt medlemmer byggede Parmenides og Melissos argumenter ud fra sunde præmisser. Zenon derimod anvendte primærtreductio ad absurdum og forsøgte at ødelægge andres argumenter ved at vise, at deres præmisser førte til modsætninger (Zenos paradokser).[kilde mangler]
Eleaternes hoveddoktriner blev udviklet i modsætning til teorierne fra de tidligefysikalistiske filosoffer, der forklarede al eksistens i form af primærtstof og i tråd medHeraklits teori, der erklærede, at al eksistens kan opsummeres som evig forandring. Eleaterne fastholdt, at tingenes sande forklaring ligger i opfattelsen afuniversel enhed af væren.Sanserne kunne ifølge deres doktrin ikke kende til denne enhed, fordi deres rapporter er inkonsekvente; det er ved tanken alene, at vi kan passere ud over de falske forekomster af sans og nå frem tilviden om væren, til den grundlæggende sandhed, at "Alt er ét". Desuden kan der ikke være nogenskabelse, for væren kan ikke komme fra ikke-væren, fordi en ting ikke kan opstå fra det, der er anderledes end det. De argumenterede for, at fejl på dette punkt normalt opstår fra den tvetydige brug af verbet at være, hvilket kan indebære faktisk fysisk eksistens eller blot være den sprogligekopula, der forbindersubjekt ogprædikat.[2]
Selvom den eleatiske skole endte medMelissos fra Samos (fl. c. 450 f.v.t), og eleaternes konklusioner blev afvist af de senerepræsokrater ogAristoteles, blev deres argumenter taget alvorligt, og de krediteres generelt for at forbedre standarderne for diskurs og argumentation i deres tid. Deres indflydelse var ligeledes langvarig;Gorgias, ensofist, argumenterede i stil med eleaterne iOm Naturen og Hvad der Ikke er, ogPlaton anerkendte dem iParmenides,Sofisten ogStatsmanden. Desuden lånte meget af den senere filosofi i den antikke periode fra eleaternes metoder og principper.[kilde mangler]
 | Spire Dennefilosofiartikel er enspire som bør udbygges. Du er velkommen til athjælpe Wikipedia ved atudvide den. |
