| Edvard Søderberg | |
|---|---|
| Født | 3. marts1869 Pilestræde,Danmark |
| Død | 5. januar1906 (36 år) København,Danmark |
| Nationalitet |  Dansk |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse | Lærer,digter |
| Information med symbolet hentes fraWikidata.Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Hakon Charles Edvard Søderberg (3. marts1869 –5. januar1906) var en dansk digter. Født iPilestræde iKøbenhavn under fattige kår[1], hans far havde et mindre værtshus påChristianshavn, hvor Edvard som dreng ofte fik fortalt historier af de mange farverige gæster.[2] Som voksen digter viede han sit liv til at beskrive byens fattige indbyggere. Han blev uddannet som lærer 1896, og var nogle år ansat som lærer iBallerum nærThisted, men vendte tilbage til København i1903.
Edvard Søderberg skrev en del socialrealistiske romaner, skuespil og digte, og skildrede med uhyggelig selvoplevet detaljerigdom forholdene for de fattige, fordrukne og arbejdsløse iKøbenhavns slumkvarterer.
Mest kendt blev digtsamlingenGadens Digte1900, der med lune og en del selvironi kærligt beskriver forfatterens egne trange kår, der trods forholdene afspejler et kærlighedsforhold til den by han bor i.
Kærligheden er åbenlys fra digtsamlingens indledningsdigtHer i dette stille stræde
 | [...] |  |
| (Gadens Digte,Gyldendal,1900) | ||
Anderledes dystert er det når døden beskrives som en befrielse for de håbløst fattige, men alligevel efterlader et savn til de overlevende i digtetDøden -
| I det kolde Rum, hvor Tællepraasen knitrer højt og brænder ned i Stagen, ligger hun, den døde, der i Sengen mellem Pjalter, dækket af et Lagen
| |
| (Gadens Digte,Gyldendal,1900) | ||
Trods kærlighedserklæringen iGadens Digte til gyderne og det fattige København var Edvard Søderberg dog ikke blind for konsekvenserne af slummen og fattigdommen. I sine romaner kunne Edvard Søderberg gå mere detaljeret til værks og beskrive nogle af skæbnerne han mødte på sin og følge dem i livet.
Dette gjorde at han kunne vise hele billedet, ikke kun enkelte glædelige eller sørgelige øjeblikke, og dette viste at der uundgåeligt kun var én vej i gydens København, nemlig ned.
F.eks kan han gøre et barn til hovedpersonen i romanenDet Daglige Brød,1901, og her skildres så hvordan nedturen foregår, fra en nogenlunde stabil fattig familie, hvor faderen langsomt går i druk, mister arbejdet og går i hundene, og moderen langsomt arbejder sig ihjel for at forsørge barnet. Og her er kommer ingen rig onkel og redder barnet ud af kniben som i en fortælling afCharles Dickens. I stedet ender romanen med at hovedpersonen dør forladt, sultende og frysende i et brændeskur påVesterbro.
Edvard Søderberg boede selv hele sit liv iKøbenhavn, og på trods af at han blev anerkendt af samtidens digtere, bl.a. var han ven afHolger Drachmann der skrev ham et værdigt mindedigt, fik han ikke noget gennembrud som forfatter. Det hårde liv tærede også på ham, og i 1906 dør Edvard Søderberg af en af slummens svøber: sygdommentuberkulose.[3]
