Diplomati er kunsten gennem aftaler at opnå de for den enkelte stat bedst mulige relationer til andre staterGer van Elk,Symmetry of Diplomacy, 1975, Groninger Museum.
Diplomati, (franskdiplomatie fralatindiploma, skrivelse, brev) betød oprindeligtvidenskaben om statsdokumenter, men er i denne betydning afløst af ordetdiplomatik. Dernæst betegner diplomati også videnskaben om varetagelsen afstaternes gensidige forhold og de i udenrigske statsforhandlinger brugelige regler og former. Diplomati i denne betydning, omfattende statsforhandlingskunsten og alle dertil hørende regler, stammer først fra slutningen af1700-tallet. Endelig betegner diplomati det ved et lands udenrigske repræsentation beskæftigede personale, derunder i videste forstand også personalet i de forskelligeudenrigsministerier, men oftest repræsentationen i andre lande, der kan have rang afambassade,højkommissariat,legation ellerkonsulat.
Ordet diplomati anvendes også for at beskrive kunsten at vælge formuleringer omsorgsfuldt – man kan udtrykke sig diplomatisk.
Så længe virkelig ordnede stater har eksisteret jævnsides, i anerkendt retsforhold, uden permanentkrigstilstand, har der imellem dem været opretholdt mere eller mindre faste forbindelser enten gennem herskernes personlige møder eller ved sendebud. Fra de ældste historiske riger,Babylonien,Assyrien,Egypten,Grækenland og denromerske republik/Romerriget haves adskillige efterretninger om sådanne diplomatiske sendinger. Et eksempel på oldtidsrigernes udenrigske samkvemsformer haves i den berømte diplomatiskekorrespondance pålertavler medkileskrift, der for i1887 blev fundet i en egyptisk landsby,Tell el-Amarna, og hvoraf det fremgik, atakkadisk (eller retterebabylonsk) omkring 1500 f.Kr. anvendtes som diplomatisk sprog i Vestasien.
Navnlig for det romerske riges vedkommende udviklede der sig efterhånden visse faste former forkrigserklæringer,fredsslutninger ogtraktatmæssige aftaler. Disse former sammenfattedesunder navnetjus fetiale, og et kollegium afpræster,fetialerne, vågede over, at de folkeretlige akter ogceremonier fandt Sted på rette måde. Mange senere diplomatisketermer stammer allerede fra denne tid.
Traditionerne fra Romerriget bevaredes imiddelalderen af de institutioner, der overtog Roms krav på verdensherredømmet: dettysk-romerske rige og denpaveligekurie. Paven udsendte sinenuntier oglegater, der som pavens repræsentanter skulle gennemføre hans bestemmelser, undersøge og pådømme tvistemål etc. Middelalderensfyrster udvekslede også indbyrdes sendemænd, men disse forbindelser havde en mere tilfældig karakter fremkaldt af øjeblikkets krav.
Efterhånden somnationalstaterne ogbysamfundene konsolideredes, og det indbyrdes samkvem imellem landene øgedes, blev det en nødvendighed for regeringerne at træde i nærmere forbindelse med hverandre. Således gør dette sig gældende forHanseforbundet pga. dets omfattende sammenslutning og mangesidige underhandlinger ihandelens og samfærdselens interesse. IItalien, hvor de mange småstater ustandselig intrigerede indbyrdes om magten og dannede forbund og ligaer mod hverandre, blev det nødvendigt at sørge for egen sikkerhed ved udsendelsen af gesandter (oratores,legati,ambasciatores), for derigennem at udforske modstanderens hensigter og i tide forberede forbund og aftale krigsplaner. Det viste sig da nyttigt i en eller anden nabostat at holde faste sendebud (residentes), der stadig kunne holde deres regering ajour med tilstande og politiske forhold i nabostaten, men udviklingen gik langsomt. Dels var det kostbart at holde residenter, dels ansås disse længe for besværligespioner.
Til udviklingen og fastsættelsen af de diplomatiske former bidrog denWestfalske fred i1648 overordentlig meget, og fra da af holdt som regel de mere betydelige europæiske stater faste gesandtskaber hos hverandre, og de tilfældige sendebud blev undtagelsen. Mht. de diplomatiske agenters vilkår, stilling og forhandlingsformer blev Frankrigs gennemRichelieu,Jules Mazarin ogLudvig 14. af Frankrig nøje organiserede diplomati toneangivende. Sin nuværende ordning fik diplomatie først ved det i Wien19. marts1815 vedtagne reglement om diplomatiske agenters rang, hvorved det faste diplomati deltes i fire rangklasser:Ambassadør,envoyé,ministerresident ogChargé d'affaires. De tre første akkrediteres direkte hos suverænen ellerpræsidenten, den sidste kun hosudenrigsministeren. Indenfor hver enkelt rangklasse rangerer medlemmerne efter ankomsttid til den pågældendehovedstad. Ekstraordinæredelegationer anvendes nu som regel kun i anledning af suverænernes dødsfald og tronbestigning, eller også i ganske specielle anledninger, somfredsforhandlinger o.1.
Diplomatiets opgave har altid været varetagelse af hjemlandets interesser i forholdet til den fremmede stat. Disse interesser opfattedes længe som væsentligstdynastiske, hvad særlig var tilfældet i 1600-tallet. Diplomatiets hovedformål var da at udspionere de forskellighoffers hemmeligheder, svagheder, ønsker og planer og udnytte den vundne viden i egen principals øjemed. Hertil var alle midler gode:Bestikkelser, krænkelse afbrevhemmeligheden, falskerygter, skinforslag, dobbeltsidige forhandlinger, hemmelige agenter etc. Alle disse intrigante metoder udvikledes allerede hos italienerne, da deres diplomati ordnedes fastere. Det klassiske franske diplomati under Richelieu og Ludvig 14. forsmåede ikke disse metoder, men behøvede dem mindre, da dets diplomatis arbejde støttedes af Frankrigs egen kraft. Noget ligende gælder det svenske og nederlandske diplomati i disse landes glanstider, hvorimodLudvig 15. af Frankrig og hansstatsminister ved hjælp af diplomatiske kunstgreb søgte at erstatte nedgangen i styrke. I end højere grad gjaldt dette svage stater somSachsen, Polen og Danmark. Dettekabinetspolitikkens intrigante diplomati, gav diplomatiet det ry for tvetungethed og snedig gliden uden om, som detendnu delvis har. Typer af denne art:Giulio Alberoni,Georg Heinrich von Görtz ogJohann Reinhold von Patkul. Efterhånden, navnlig da i 1700-tallet nationernes interesser fik overhånd, fik diplomatiets handlemåde et mere realistisk præg:Frederik 2. af Preussen,Benjamin Franklin,Charles Maurice de Talleyrand.Revolutionskrigene skærpede yderligere de nationale interesser, og efterhånden som enkelte stater blev dominerende, blev følgen et af stormagterne helt behersket diplomati.
Tidligere tiders diplomati var mere selvstændigt, var fyldigere instrueret hjemmefra, og selvstændig politik fra stormagtsgesandtens side ikke ualmindelig: f.eks. de russiske gesandter i Konstantinopel. Fortidens diplomati havde friere spillerum, når instrukserne ikke slog til i forhold til begivenhedernes udvikling. I takt med de hurtigere post-,telegraf- ogtelefonforbindelser blev diplomatiets ledelse mere og mere koncentreret i de respektive udenrigsministerier. Gesandterne tager ikke selv stilling, men indhenter ordrer, når nye spørgsmåldukker frem.
Diplomatiets hovedopgave i vore dage er, foruden selve den diplomatiske forhandlingsvirksomhed, at reportere pålidelige underretninger til egen regering for at sætte denne i stand til at vurdere den politiske situation. Diplomater er udpegede repræsentanter for deres lands regering overfor værtslandet. Officiel kommunikation imellem lande foregår herved med diplomaten som et sendebud for sit lands regering.
Betingelserne for indtrædelse i diplomatiet er afhængigt af landets politiske system. I Danmark er diplomater embedsmænd, oftest tilknyttet Udenrigsministeriet. Medlemmer af Folketinget har ligeledes en diplomatisk rang men kan ikke repræsentere Danmark, uden godkendelse fra den akkrediteret ambassadør til det enkelte land.
For enkelte stormagters vedkommende er der fastsat en særlig diplomat- og konsuluddannelse. De vigtigste sprog, diplomatiet har benyttet i tidernes løb, kan siges at være babylonisk,græsk,latin,spansk ogfransk.
Denne artikel stammer hovedsagelig fraSalmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved atajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med etdybt link tilSalmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.
