| Det Konservative Folkeparti | |
|---|---|
 | |
| Partileder | Mona Juul |
| Partiformand | Mona Juul |
| Næstformand | Henrik Sølje Weglin,Michael Ziegler |
| Generalsekretær | Søren Vandsø |
| Politisk ordfører | Mette Abildgaard |
| Gruppeformand iFolketinget | Mona Juul |
| Grundlagt | 1916 |
| Partiavis | Politisk Horisont |
| Hovedkontor | Christiansborg 1240 København K |
| Antal medlemmer | 13.600 (august 2022)[1] |
| Ungdomsorganisation | Konservativ Ungdom |
| Studenterorganisation | Konservative Studerende |
| Pladser iFolketinget | 10 / 179 |
| Pladser iEuropa-Parlamentet: | 1 / 14 |
| Pladser ibyrådene: | 404 / 2.436 |
| Pladser iregionsrådene: | 31 / 205 |
| Politisk ideologi | Konservatisme Liberalkonservatisme Socialkonservatisme Nationalkonservatisme |
| Politisk placering | Centrum-højre |
| Internationalt samarbejdsorgan | International Democrat Union |
| Europæisk samarbejdsorgan | Europæisk Folkeparti |
| Partigruppe i Europaparlamentet | EPP iEPP-ED |
| Partifarve(r) | Skovgrøn Hvid[2] |
| Partibogstav | C |
| Website | www.konservative.dk |
Det Konservative Folkeparti,KF, oftest blot deKonservative (K), er etkonservativtpolitisk parti iDanmark. Partiet blev stiftet i 22. februar 1916, men kan føre dets historie tilbage til etableringen af partietHøjre i 1848. De konservative havde deres storhedstid under2. verdenskrig samt sidst i 1960'erne og endelig (og især) i 1980'erne, hvor partiet blev ledet afPoul Schlüter, partiets enestestatsminister. Ved et enkeltvalg i 1980'erne, nemligEuropa-Parlamentsvalget 1984, formåede partiet endog at blive landets største parti. Politisk ligger partiet tæt på sine skandinaviske søsterpartier, det norskeHøyre og det svenskeModeraterna, men har en mere traditionsbundet indstilling til institutioner som nationen, familien og kirken. Segmenter af partiet regnes som henholdsvisliberal-,social- ognationalkonservative.
På stemmesedlerne benytter partietbogstavet "C". Med 10 mandater er de KonservativeFolketingets 7. største parti, mensPernille Weiss er valgt tilEuropa-Parlamentet. Mellem 2001 og 2011 var Det Konservative Folkeparti ogVenstre regeringspartnere med støtte fraDansk Folkeparti. Fra 2016 til 2019 var Det Konservative Folkeparti en del af enkoalitionsregering medVenstre ogLiberal Alliance.
Søren Pape Poulsen var fra 2014 og til sin død i marts 2024 politisk leder og formand i partiorganisationen.
Formanden og den politiske leder er ikke nødvendigvis den samme person, som det gør sig gældende i andre partier. Den politiske leder er valgt af folketingsgruppen og tegner partiets politik, mens partiets formand vælges af Landsrådet, som er højeste myndighed i alle politiske spørgsmål.[3][4]
Partiets formålsparagraf lyder: »Det Konservative Folkeparti har til formål at samle alle, der tilslutter sig partiets program, og at virke for udbredelsen af konservative holdninger.«[5] Partiet lægger stor vægt på ideologien. Det fremhæver selv 1700-tallets engelsk-irske forfatter og politikerEdmund Burke som den første store konservative tænker.[6] Idet konservatismen ikke er fastlagt af et sætdogmer, vil det være mere korrekt at sige, at De Konservative snarere baserer sig på et sæt af holdninger og værdier.[7]
Partiet går ind for individuel frihed og ansvar,markedsøkonomi, privatejendomsret, fællesskabets betydning for individet, en reformering, modernisering og begrænsning af denoffentlige sektor,decentralisering, et effektivt og tidssvarende totalforsvar, øget samarbejde medEU under respekt for national egenart, samt en vægtning af det nationale, historien og traditionen ved »at forandre for at bevare.«[7] De Konservative betoner værdien af det nationale fællesskab og folkekirkens betydning forholdsvis stærkt, og Lene Espersen har fremhævet »kongehuset, folkekirken, folkeskolen og forsvaret« som Danmarks vigtigste samfundsbærende institutioner.[8]
De Konservative opsummerer selv deres værdigrundlag sådan:[9]
I dag fremhæver partiet specielt følgende politiske sager:[10]
De Konservative er organiseret i flere niveauer, hvoraf lokalforeningerne (»vælgerforeningerne«), én for hver kommune, danner grundlaget for partiets virksomhed. Det er lokalforeningernes opgave at indstille kandidater til kommunalbestyrelser, regionsråd og Folketinget, samt at fungere som samlingssted for konservative vælgere.
Partiets årlige landsmøde (»landsråd«) afholdes i efteråret, og det er åbent for alle medlemmer. Landsmødet er partiets øverste myndighed i alle politiske spørgsmål. F.eks. vedtager det partiets politiske program og vælger partiets hovedbestyrelse. Hovedbestyrelsen udgøres af 43 personer, hvori partiets ministre, flere folketingsmedlemmer, en del lokalpolitikere og andre sidder. Forretningsudvalget består af syv personer, heriblandt partiets formand, organisatoriske og kommunalpolitiske næstformand, gruppeformanden i Folketinget og generalsekretæren. Forretningsudvalget varetager partiets daglige drift sammen med folketingsgruppen og partiets administrativt ansatte.[15] Partiformanden er formelt chef for partiets organisationsapparat med kontoret i Nyhavn. Rollen er i høj grad ceremoniel, og generalsekretæren har sædvanligvis stort spillerum.[16]
Folketingsgruppen har en meget stærk position i Det Konservative Folkeparti.[7][16] Folketingsgruppen vælger sin egen formand og partiets politiske leder, og fordeler de politiske ordførerposter.[7] Gruppeformanden spiller en mere central rolle i Det Konservative Folkeparti end i mange andre partier, især når partiet sidder i opposition. Gruppeformanden kontrollerer partiets sekretariat og pressetjeneste påChristiansborg.[16] Den politiske leder fremstår som partileder i egentlig forstand, og fungerer til enhver tid som statsministerkandidat. Den politiske ordfører gør sig gældende i de overordnede debatter i Folketinget, men ellers fremmes partiets politiske synspunkter af ordførere på de specifikke emneområder.[17]
Det Konservative Folkepartis sideorganisationer erKonservativ Ungdom (KU),Konservative Studerende (KS) ogDet Konservative Folkepartis Kvindeudvalg (DKFK). Disse har repræsentation i partiets styrende organer på de forskellige niveauer, og de vedtager egen politik uafhængigt af moderpartiet.
PartiavisenPolitisk Horisont udkommer i magasinform til partiets medlemmer fire gange årligt.
De Konservative havde i august 2022 ca. 13.600 medlemmer[1] mod ca. 140.000 i 1967. Faldende medlemstal er en gennemgående tendens i danske partier. Traditionelt har partiet derfor været mere afhængig af frivillig støtte fra erhvervslivet end fra medlemskontingenter, men fra 1987 er den direkte offentlige partistøtte vokset betydeligt.
Historisk har partiet haft en tilknytning tilDansk Arbejdsgiverforening ogDansk Industri. De Konservative henter størsteparten af partiets stemmer fra selvstændige erhvervsdrivende, funktionærer i den private sektor, højere funktionærer i den offentlige sektor og faglærte arbejdere i den private sektor.[7]
Medlemsudvikling 1960–2020[18][7][19][20]
| . |
|
Konservative kræfter i Danmark, primært bestående afhelstatsmænd oggodsejere, forenede sig i partigruppenHøjre ved dengrundlovgivende forsamling 1848–1849.[23] I årene frem mod 1864 var partiet en ivrig forkæmper forhelstatspolitikken, selv om det aldrig var organiseret i nogen partiorganisation, men omkring 1866 gik partiet i realiteten i opløsning.
Ved folketingsvalgene oplevede Højre svigtende tilslutning som følge af, at oppositionen var organiseret i partiorganisationen detForenede Venstre med vælgerforeninger i valgkredsene.[24] Det konservative flertal i Landstinget bestod alligevel; landets højere indtægtgrupper havde nemlig privilegeret valgret til Landstinget 1866–1915. I 1870'erne fik Højre nyt liv, idet godsejerne ogDe Nationalliberale gik sammen mod Venstres krav om parlamentarisme, og dette initiativ fik stor opbakning fra borgerskabet i byerne.[25]
Efter folketingsvalget i 1881 havdeFolketingets Venstre endnu en gang fået flertal, men til trods for dette, blev den konservative statsminister (konseilspræsident)J.B.S. Estrup igen siddende på posten. Venstre krævede Estrups afgang, men kongen ogLandstinget (der udstedte en række midlertidige (provisoriske) love underProvisorietiden) lod ham fortsætte. Omkring 1881 begyndte man at kalde Estrup og regeringens tilhængere for Højre; og samme år gikNationale Godsejere, De Nationalliberale ogMellempartiet sammen om at danne det nye Højre.
I 1883 blev Højres landsdækkende organisation stiftet. Med sine årlige delegatmøder var Højre mere demokratisk organiseret end Venstre, men partiet var alligevel meget loyalt over for Estrup i hans 19 år lange regeringstid.[24] Estrup var en kompromisløs modstander af almenstemmeret (specielt for kvinder) og modstander afparlamentarismen, og han bliver i dag husket som den politiker, der oftest var fjendtligt indstillet overfor politiske reformer. Han var også svært kontroversiel i sin samtid, og han blev udsat for et mislykket attentat i 1885.[26] Estrup viste imidlertid handlekraft og indførte de første sociallove.[27][28][29]
Efter Estrup havde Højre tre statsministre (konseilspræsidenter) på række fra 1894 til 1901:Tage Reedtz-Thott,Hugo Egmont Hørring ogHannibal Sehested. I 1901 måtte Højre, som da havde været ved magten siden 1865, overlade regeringsmagten til Venstre som følge afsystemskiftet. Selv om parlamentarismen officielt først blev skrevet ind i grundloven i 1953, var det parlamentariske princip fra 1901 dansk praksis, og fik status somsædvaneret, indtil det blev en del af forfatningen i 1953.
I 1900 brødDe Frikonservative ud fra Højre, som blev anset for at værereaktionært. Den 8. december 1904 blev det, som skulle blive til Højres ungdomsorganisation,Danmarks Konservative Ungdomsforeninger, oprettet uafhængigt af Højre. Senere blev organisationen officielt Højres ungdomsorganisation under navnet Højres Ungdom. Det var i stor grad Højres Ungdom, der igangsatte dannelsen af Det Konservative Folkeparti i 1915.
Højre gik sammen med De Frikonservative og en fløj af det tidligereModerate Venstre om at danne et bredere, mere moderne konservativt parti med en social profil og appel overfor middelklassen. Man ønskede at distancere sig fra Estrup.[27] Selvom partiet ville være middelklassens talerør og henvendte sig direkte til den voksende tjenestemands- og funktionærgruppe, repræsenterede det fortsat også industrien, erhvervslivet og storbøndernes interesser.[7] Samlede var de dog omkring kampen mod socialismen.[7] Hen mod udgangen af november 1915 var en enighed om sammenlægning blevet opnået, og man forventede at partibetegnelsen ville bliveDet konservative Folkeparti.[30]
Den 18. december 1915 blev det indvarslet tilRigsdagen, at man havde stiftet Det Konservative Folkeparti, som da bestod af 8 folketings- og 26 landstingsmedlemmer. Samme dag fremlagde Det Konservative Folkeparti et program på 12 punkter, der blandt andet tog til orde for at indføre beskatning af jordejendom, almenværnepligt, almen stemmeret, retslig ligestilling mellem kønnene og en sociallovgivning baseret på princippet om »hjælp til selvhjælp«. Partiet ønskede også et værn om ejendomsretten, sparsommelighed i de offentlige finanser, en reform af retssystemet, en reduktion af alkoholforbruget og opretholdelse af Folkekirken.[28]
På det stiftende landsmøde den 22. februar 1916 blev partiorganisationen etableret, ogproprietærEmil Piper blev valgt til dennes første formand. Piper var en dreven parlamentariker, som havde stået centralt i partidannelsen året før. I 1916 skiftede Højres Ungdom navn til Konservativ Ungdom. Det Konservative Folkeparti stillede op til valg vedfolketingsvalget 1918, hvor De Konservative gik markant tilbage i stemmetal og fik 18,3 % af stemmerne. Det nye valgsystem medforholdstalsvalg betød imidlertid, at partiet fik 22 mandater i Folketinget (en stigning på 14) og 16 mandater i Landstinget (en tilbagegang på 10) og blev en magtfaktor i dansk politik.
Skelsættende for monarkiets politiske rolle i Danmark blev den parlamentariske krise mellem 29. marts og 4. april 1920, for eftertiden kendt somPåskekrisen. KongChristian 10. afsatteCarl Theodor Zahle (RV) imod Folketingets vilje, i håb om, at dette skulle fremprovokere et nyvalg, der skulle give et flertal for at indlemmeFlensborg i Kongeriget Danmark. Den politiske højrefløj, inklusive Det Konservative Folkeparti, anerkendte ikke den tidligere afholdtefolkeafstemning om Slesvig, og øjnede et håb om at den tysktalende befolkning længst mod syd ville søge tilhørsforhold til Danmark i en ny folkeafstemning.
Vednyvalget til Folketinget i april vandt Venstre, Det Konservative Folkeparti ogErhvervspartiet et jordskredsvalg, hvor de fik over 60 % af stemmerne (20 % til De Konservative).Niels Neergaard (V) overtog posten som statsminister med De Konservatives støtte. På trods af Venstres regeringsdannelse blev Påskekrisen alligevel et stort nederlag for kongen, og monarkiet fik herefter i praksis kun en ceremoniel rolle i dansk politik. Senere på året var der yderligere to nyvalg i juli og september, og De Konservative stabiliserede sig på omkring 18 % af stemmerne.
_(2).jpg)
.jpg)
Partiet støttede Neergaard frem tilThorvald Staunings (S) overtagelse i 1924. De Konservative samarbejdede også med Stauning, men dette forhold var klart vanskeligere end forholdet til Venstre. Eksempelvis var Socialdemokratiets ønske om at ophæve den private ejendomsret helt uacceptabel for De Konservative. Partiet støttede statsministerThomas Madsen-Mygdal (V) 1926–1929. Frem imod 2. verdenskrig arbejdede partiet ihærdigt for et troværdigt forsvar af Danmarks neutralitet. Stærkt imod De Konservative vilje blev der imidlertid fortsat foretaget nedskæringer i forsvaret, og i 1929 førte partiets kritik af Venstres forsvarspolitik til et brud og en efterfølgende regeringskrise.[29]
I 1928 blevJohn Christmas Møller valgt til partiets første politiske leder ogCharles Tvede til ny partiformand efter Emil Piper. Denne form for delt lederskab har partiet videreført til dags dato. Christmas Møller skulle komme at sætte sit præg på partiet, og var en central figur i udviklingen af De Konservative til et moderne folkeparti. En stærk social profil, som appellerede til både arbejdere og funktionærer blev gjort tydelig.[29][31] Ved siden af hvervet som politisk leder og gruppeformand var Christmas Møller også partiformand efter Tvede i perioden 1936-1939.
I 1939 blev De Konservative, Socialdemokratiet og Radikale Venstre enige om en ny grundlov med nedsat stemmeretsalder og afskaffelse af tokammersystemet.[29] Dette kom som følge af, at den socialdemokratiske regering havde flertal i både Folketinget og Landstinget, således at tokammersystemet ikke havde en mindretalsbeskyttelse. Ved en folkeafstemning samme år faldt forslaget imidlertid med en lille margin.
Konservativ Ungdom havde i mellemkrigstiden op imod 30.000 medlemmer. I begyndelsen af 1930'erne gennemgik organisationen en ideologisk nyorientering, hvor man med udgangspunkt i radikalkonservative tanker styrkede det sociale fokus og kritikken af liberalismen. Store dele af Konservativ Ungdom gav også udtryk for en kritik af parlamentarismen og de kriser, som man mente den havde medført, og de lod sig inspirere afkorporativisme etter mønster fra denitalienskefascisme.
De øvrige politiske ungdomsorganisationer oplevende også en betydelig radikalisering, ogDanmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) ogDanmarks Kommunistiske Ungdom (DKU) blev de første til at indføre uniformering. Snart fulgte dele af Konservativ Ungdom efter med ridetøj, lange støvler, marcherende stormtropper og enopstrakt højrearm som hilsen, dog uden den verbale del kendt fra Tyskland.[32][33] Nogle gange opstod egentlige sammenstød mellem medlemmer af Konservativ Ungdom, DSU og DKU. I 1933 indførte Folketinget forbud mod politiske uniformer. Daforfølgelsen af jøder iTyskland blev alment kendt, blev der taget afstand franazismen.[33]
Jack G. Westergaard blev valgt som formand i Konservativ Ungdom 1932–1936 og var den fremmeste eksponent for organisationens ideologiske nyorientering. I 1936 lykkedes det John Christmas Møller ogPoul Sørensen, begge med demokratiske idealer, at fælde Jack G. Westergaard som formand og indsætteAksel Møller i hans sted. Møller sikrede, at organisationen holdt sig til en demokratisk, moderat og konservativ linje, og den tidligere ideologiske nyorientering blev udsat for kritik. I tiden frem imod 2. verdenskrig identificerede Konservativ Ungdom nazismen ogkommunismen som nationens hovedfjender, og søgte i tale, skrift og agitation at bekæmpe disse bevægelser.
Da Tyskland besatte Danmark i 1940, havde De Konservative gerne set en mere aktiv modstand, som kunne have forhindret besættelsen afNorge, og som tydeligere kunne have vist Danmarks modstand modAdolf Hitler.[32] De Konservative var kritiske overforP. Munchs (RV) indsats som udenrigsminister og den udenrigs- og sikkerhedspolitik, som havde lidt et så klart nederlag. På statsminister Thorvald Staunings (S) opfordring deltog De Konservative alligevel i samlingsregeringerne 1940–1943. Efter tysk pres trådte John Christmas Møller efter kort tid tilbage som folketingsmedlem og handelsminister.[34] I 1942 tog flygtede han illegalt tilEngland, hvorfra han holdt ivrige radiotaler til Danmark viaBBC iLondon, og blev en slags nationalhelt og et ikon for modstandsbevægelsen.[32][34][35]
En del medlemmer af De Konservative, især i partiets yngre rækker, engagerede sig i modstandsbevægelsen. 15 medlemmer af Konservativ Ungdom blev henrettet af tyskerne for deres deltagelse i modstandskampen, og 28 andre døde i tyskekoncentrationslejre eller kamp medGestapo.[32] Konservativ Ungdom opgiver i alt 47 døde.[36]
Ved befrielsen i 1945 blev der dannet en samlingsregering,Regeringen Vilhelm Buhl II. I den havde De Konservative tre ministre; udenrigsminister John Christmas Møller, forsvarsministerOle Bjørn Kraft og handelsministerVilhelm Fibiger. Regeringen sad indtilKnud Kristensen (V) kunne danne sin rene Venstre-regering senere på året.
Spørgsmålet omSydslesvigs genindlemmelse i Danmark førte til et brud mellem Christmas Møller og partiet i 1947, fordi han var imod en grænseændring. Christmas Møller bidrog derefter til at fælde statsminister Knud Kristensen (V) og stillede op som uafhængig kandidat vedfolketingsvalget i 1947; uden at blive valgt. Christmas Møller nåede aldrig at komme med i partiet igen, før han døde af enblodprop i hjertet året efter, 54 år gammel.
Fra 1950 fik partiet vind i sejlene og begyndte at samarbejde med Venstre om at skabe et liberalt, borgerligt alternativ til socialdemokratiske regeringer.[7] Centrale personer i dette arbejde blev brødrene Aksel Møller ogPoul Møller.Poul Sørensen skulle havde spillet en så betydelig rolle i organisationen, at han blev kaldt »partiejeren«.[37] I oktober 1950 dannede Venstre og Det Konservative Folkeparti regering ledet afErik Eriksen. Ole Bjørn Kraft blev udenrigsminister. Det var første gang, de konservative deltog i en regering i fredstid på nær samlingsregeringen lige efter befrielsen i 1945. i 1953 vedtog Danmark den nye grundlov, som indebar kvindelig arvefølge til tronen og afskaffelse af Landstinget. Efter valget i september samme år gik regeringen af som følge af, at Det Radikale Venstre ønskede en regering uden konservativ deltagelse.[38]
Venstre og de konservative fortsatte imidlertid samarbejdet i opposition frem til 1965, og efter en kort afbrydelse blev de Konservative genoptaget i regeringen bestående af Det Konservative Folkeparti, Venstre og Radikale Venstre 1968–1971, ledet af den radikaleHilmar Baunsgaard. I 1968 fik Det Konservative Folkeparti et af sine bedste folketingsvalg, fik sin hidtil største folketingsgruppe med 37 mandater, og blev det største ikke-socialistiske parti i Folketinget. I 1971 tabte regeringen dog det næste folketingsvalg knebent og måtte overlade regeringsmagten tilSocialdemokraterne.
Efter Poul Sørensens død i 1969 blev Det Konservative Folkeparti svækket af en intern magtkamp. Som leder for hver sin fløj stod partiformand Erik Haunstrup Clemmensen og politisk leder Erik Ninn-Hansen.[39] Ved folketingsvalgene i 1973 og 1975 gik partiet tilbage til henholdsvis 9,2 % og 5,5 % af stemmerne, et historisk bundniveau. Foråret i 1974 blev striden afsluttet ved at hovedpersonerne aftalte at forlade deres poster. Poul Schlüter overtog begge embeder og forblev i dem indtil 1993 (med undtagelse af afløsningen som partiformand vedIb Stetter 1977–1981). Det Konservative Folkeparti var stærke tilhængere af dansk EF-medlemskab i 1973 og blev særlig optaget af den økonomiske krise, som ramte Danmark i 1970'erne.[39]
I 1981 indkasserede de ikke-socialistiske partier opløftende resultater. For Det Konservative Folkepartis vedkommende med 14,5 % af stemmerne og 26 mandater. Poul Schlüter, den første og indtil videre eneste konservative statsminister, dannede regering sammen medVenstre,Centrum-Demokraterne ogKristeligt Folkeparti i 1982, efter atAnker Jørgensen var trådt tilbage som statsminister uden at udskrive nyvalg. I 1984 fik partiet sit hidtil bedste valg med 23,4 % af stemmerne og 42 mandater. Under Schlüters regeringstid blev inflationen bragt under kontrol.[40] De første år var præget af enhøjkonjunktur, der reduceredeledigheden, men også skabte et rekordstort underskud påbetalingsbalancen. Som følge heraf slog regeringen bak og indledte en langvarig finanspolitisk stramning med bl.a.kartoffelkuren. Perioden 1987-93 blev derfor kendt som "de syv magre år".[41] I 1991 blev der dog gennemført en generel sænkning af indkomstskatten. Den økonomiske politik blev præget af mange kompromisser, eftersom Schlüter styrede gennem en næsten sammenhængende parlamentarisk krise.[40] I sin eftertid bliver Schlüter husket for sin pragmatiske orientering, i denne forbindelse også for udtalelsen om, at »ideologi er noget bras.«[39]
Fra 1984 svandt regeringspartiernes tilslutning ved hvert valg, og i 1988 fortsatte Schlüter som statsminister for en regering af Det Konservative Folkeparti, Venstre og Radikale Venstre. Folketingsvalget i 1990 betød, at det Radikale Venstre trak sig ud af regeringen, og Schlüter-regeringen fortsatte derefter som en topartiregering. I 1993 måtte regeringen træde tilbage på grund af rapporten omtamilsagen. Schlüter var den længstsiddende danske statsminister siden Thorvald Stauning. Tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen blev i enrigsretssag i 1995 fundet skyldig i en ulovlig suspendering af familiesammenføringer fortamiler 1987–1989.[40] Den senere konservative justitsministerHans Peter Clausen og statsminister Schlüter blev kritiseret for at have givet Folketinget vildledende og urigtige oplysninger.[40]
Efter regeringens afgang valgte Schlüter også at trække sig som politisk leder og partiformand for Det Konservative Folkeparti. Tidligere finansministerHenning Dyremose var på tale som statsministerkandidat i flere dage, før Radikale Venstre gjorde det klart, at de ikke ville støtte en borgerlig regering. Dyremose var politisk leder i nogle måneder før han tabte magtkampen i folketingsgruppen mod gruppeformandHans Engell samme år.[42]
Engell, generalsekretæren og pressechefen gik under kaldenavnet "de trekardinaler."[16] Engell ønskede at tage kontrol over partiformandskabet, sådan at Engell og Uffe Ellemann-Jensen kunne regnes som ligeværdige statsministerkandidater for de borgerlige partier. Engell lykkedes ikke med at presseTorben Rechendorff til at trække sig før 1995.[43] Engells topstyring af partiet og promovering af sine tre unge støtter,Lene Espersen,Gitte Seeberg ogHenriette Kjær, skabte splittelse i folketingsgruppen.[44] Engell overvejede på daværende tidspunkt at bryde ud og danne sit eget parti med sine støtter, men dette blev dog ikke til noget.[45] I 1995 indgik partiet et opsigtsvækkende forlig medPoul Nyrup Rasmussens regering om finansloven.[46]
I 1997 måtte Engell trække sig efter et trafikuheld forårsaget af spritkørsel, men spillede senere en central rolle i den efterfølgende lederstrid mellemPer Stig Møller ogPia Christmas-Møller.[47][48] Per Stig Møller, søn af Poul Møller, blev siddende frem tilfolketingsvalget i 1998, som blev et nederlag for partiet med 8,9 % af stemmerne. De borgerlige partier var ét mandat fra flertal. Møller var senere udenrigsminister og kulturminister i regeringssamarbejdet med Venstre. Pia Christmas-Møller, grandniece af John Christmas Møller, samtPoul Andreassen overtog som henholdsvis politisk leder og partiformand. Lederstriden fortsatte, men Andreassens mission som overgangsfigur blev opfyldt, idetBendt Bendtsen blev præsenteret som en kompromiskandidat mellem fløjene i 2000.[49]
Under Bendtsen stabiliserede Det Konservative Folkeparti sig på ca. 10 % af stemmerne ved valg. Mellem 2001 og 2011 dannede Venstre og Det Konservative Folkeparti regering under ledelse af førstAnders Fogh Rasmussen, senereLars Løkke Rasmussen. Det Konservative Folkeparti havde et ambivalent forhold til regeringens støtteparti,Dansk Folkeparti. Regeringen gennemførte blandt andet skattelettelser, enforvaltningsreform og strengere restriktioner på indvandring fra lande udenforEØS-området. Danmark deltog i de militære operationer iAfghanistan ogIrak. I en rolig periode kunne Bendtsen træde tilbage til fordel for Lene Espersen i 2008.[50] Espersen gik fra at være populær i pressekredse til at blive omgivet af flere skandaler. Skuffelsen over, at hun ikke magtede at løfte partiets vælgertilslutning, gjorde, at hun til sidst måtte trække sig til fordel for Lars Barfoed ved årsskiftet i 2011.[51] Henriette Kjær forsvandt samtidig fra posterne som gruppeformand og politisk ordfører, noget som banede vejen forBrian Mikkelsen i en fremskudt position.[52]
Vedfolketingsvalget i 2011 blev partiets tilslutning halveret til 4,9 % af stemmerne, noget som i stor grad blev årsagen til, at Venstre og Det Konservative Folkeparti tabte regeringsmagten. Efterfølgende lykkedes det Barfoed at øge partiets vælgertilslutning en lille smule, og partiet havde et forholdsvist stærktvalg til Europa-Parlamentet i maj 2014. Efter at have håndplukket sin efterfølger,Søren Pape Poulsen, trak Barfoed sig som politisk leder i august 2014. Poulsen var en populær borgmester iViborg Kommune, og indtog partiledelsen til trods for, at han ikke var medlem af Folketinget.[53] Poulsen overtog tillige hvervet som partiformand ved et ekstraordinært landsråd i september 2014.[54] Formandsskiftet kunne ikke forhindre, at partiet med 6 mandater vedfolketingsvalg 2015 fik den svageste repræsentation i partiets historie. Efter dette valg pegede partiet påLars Løkke Rasmussen som statsminister, men ønskede ikke selv umiddelbart, med sit beskedne mandattal, at indgå som en del af en ny regering. Knap 1½ år senere havde den politiske situation dog nødvendiggjort en bredere og bedre forankret borgerlig regering, hvorfor Det Konservative Folkeparti ogLiberal Alliance fra d. 28. november 2016 indtrådte i en nyborgerlig regering. De Konservative blev repræsenteret med tre ministre i regeringen med Søren Pape Poulsen somjustitsminister.
Partiets medlemstal nåede i 2016 sit hidtil laveste niveau, og med knap 9.500 medlemmer, var det første gang i partiets historie De Konservative oplevede at have under 10.000 medlemmer.[19][20]
.jpg)
Efter partiet valgte at indgå i regeringssamarbejdet under ledelse af Løkke Rasmussen har partiet i hovedsagen kunnet notere fremgang imeningsmålingerne.
Vedkommunalvalget i november 2017 udmærkede fremgangen sig ved, at partiet nu igen var landets 3. største kommunale parti i såvel stemmetal, mandattal i de98 kommunalbestyrelser som i antallet af borgmesterposter.
Vedvalget til Europa-Parlamentet i 2019 stillede de konservative med en ny spidskandidat, og selvom partiet måtte notere en tilbagegang i stemmetal i forhold til tidligere valg, lykkedes det dog viavalgforbund med andre partier at beholde deres mandat i Europa-Parlamentet.
Eftervalget til Folketinget i juni 2019 måtte Det Konservative Folkeparti vige regeringsarbejdet, idet der ved valget havde tegnet sig et flertal for ensocialdemokratisk ledet regering. Selve folketingsvalget betød dog en markant fremgang for de konservative, da deres mandattal fordobledes fra 6 til 12 mandater.[55]
I januar 2021 noteredes for første gang siden1990'erne i et parmeningsmålinger, at partiet nu havde den næststørste vælgertilslutning af Folketingets partier.[56][57]
Også Det Konservative Folkeparti har været ude i et par sager omgrænseoverskidende adfærd og i folketingssamlingen efter valget i 2019 har dette således ført til, at folketingsmedlemmerneOrla Østerby ogNaser Khader har meldt sig ud af partiet som en følge af anklager om en sådan adfærd. Grundet tilgang af medlemmer til folketingsgruppen fra andre partier, har disse udmeldelser dog ikke ført til et væsentligt ændret antal mandater i folketingsgruppen i denne folketingsperiode (en stigning fra 12 til 13 mandater pr. 21. december 2021).
|
| Valg | Spidskandidat | Gruppe | Stemmer | % | Mandater | +/- |
|---|---|---|---|---|---|---|
| 1979 | Poul Møller | ED | 245.309 | 13,9 % | 2 / 15 |  2 |
| 1984 | 414.177 | 20,6 % | 4 / 15 | 2 | ||
| 1989 | Marie Jepsen | 238.760 | 13,3 % | 2 / 16 |  2 | |
| 1994 | Poul Schlüter | EPP | 368.890 | 17,7 % | 3 / 16 | 1 |
| 1999 | Christian Rovsing | 166.884 | 8,5 % | 1 / 16 | 2 | |
| 2004 | Gitte Seeberg | 214.972 | 11,3 % | 1 / 14 |  | |
| 2009 | Bendt Bendtsen | 297.199 | 12,6 % | 1 / 13 | | |
| 2014 | 208.067 | 9,1 % | 1 / 13 | | ||
| 2019 | Pernille Weiss | 170.544 | 6,2 % | 1 / 14 | | |
| 2024 | Niels Flemming Hansen | 216.249 | 8,8 % | 1 / 15 | |
Antal mandater som partiet opnåede vedkommunalvalg i Danmark siden 1966.
| Valg | Stemmer | % | Mandater | +/- |
|---|---|---|---|---|
| 1917 | 82.480 | 539 / 10.166 | ||
| 1921-22 | 125.395 | 902 / 11.281 | 363 | |
| 1925 | 96.846 | 626 / 11.329 | 276 | |
| 1929 | 91.114 | 536 / 11.403 | 90 | |
| 1933 | 131.824 | 602 / 11.425 | 66 | |
| 1937 | 216.960 | 622 / 11.371 | 20 | |
| 1943 | 285.156 | 724 / 10.569 | 102 | |
| 1946 | 253.485 | 592 / 11.488 | 132 | |
| 1950 | 319.364 | 647 / 11.499 | 55 | |
| 1954 | 286.372 | 609 / 11.505 | 36 | |
| 1958 | 361.746 | 603 / 11.529 | 6 | |
| 1962 | 410.542 | 22,8 % | 707 / 11.414 | 104 |
| 1966 | 487.476 | 20,5 % | 842 / 10.005 | 135 |
| Kommunalreformen | ||||
| 1970 | 480.710 | 19,0 % | 650 / 4.677 | 192 |
| 1974 | 271.274 | 12,4 % | 439 / 4.735 | 211 |
| 1978 | 361.893 | 14,4 % | 508 / 4.759 | 69 |
| 1981 | 458.980 | 13,6 % | 640 / 4.769 | 132 |
| 1985 | 515.092 | 19,0 % | 824 / 4.773 | 184 |
| 1989 | 389.743 | 14,6 % | 602 / 4.737 | 222 |
| 1993 | 369.551 | 13,0 % | 493 / 4.703 | 112 |
| 1997 | 350.022 | 12,3 % | 481 / 4.685 | 12 |
| 2001 | 391.111 | 11,3 % | 444 / 4.647 | 37 |
| Strukturreformen | ||||
| 2005 | 295.596 | 10,3 % | 257 / 2.522 | 187 |
| 2009 | 306.187 | 11,0 % | 262 / 2.468 | 5 |
| 2013 | 266.417 | 8,5 % | 205 / 2.444 | 57 |
| 2017 | 279.041 | 8,8 % | 225 / 2.432 | 20 |
| 2021 | 470.697 | 15,2 % | 403 / 2.436 | 178 |
| Valg | Stemmer | % | Mandater | +/- |
|---|---|---|---|---|
| 1935 | 42 / 299 | |||
| 1943 | 114.924 | 38 / 299 | 4 | |
| 1946 | 115.179 | 31 / 299 | 3 | |
| 1950 | 144.828 | 37 / 299 | 6 | |
| 1954 | 149.616 | 15,6 % | 36 / 299 | 1 |
| 1958 | 191.853 | 17,3 % | 39 / 303 | 3 |
| 1962 | 239.179 | 20,6 % | 47 / 301 | 8 |
| 1966 | 303.524 | 23,8 % | 59 / 303 | 12 |
| Kommunalreformen | ||||
| 1970 | 399.590 | 20,4 % | 72 / 366 | 13 |
| 1974 | 225.703 | 12,4 % | 45 / 370 | 27 |
| 1978 | 308.219 | 13,9 % | 52 / 370 | 7 |
| 1981 | 391.724 | 16,4 % | 60 / 370 | 8 |
| 1985 | 470.391 | 19,9 % | 77 / 374 | 17 |
| 1989 | 333.058 | 14,3 % | 53 / 374 | 24 |
| 1993 | 311.536 | 12,5 % | 44 / 374 | 9 |
| 1997 | 284.908 | 11,8 % | 39 / 374 | 5 |
| 2001 | 314.757 | 10,4 % | 35 / 374 | 4 |
| Strukturreformen | ||||
| 2005 | 284.573 | 10,2 % | 20 / 205 | 15 |
| 2009 | 270.131 | 10,1 % | 20 / 205 | |
| 2013 | 214.099 | 7,2 % | 15 / 205 | 5 |
| 2017 | 212.010 | 6,9 % | 15 / 205 | |
| 2021 | 423.723 | 14,1 % | 31 / 205 | 16 |
Efterfolketingsvalget 2022 fik partiet 10 mandater indvalgt iFolketinget:
Pr. 13. marts 2024 fordeler partiets ordførerskaber i Folketinget sig på følgende måde:[59][60]
Efterkommunalvalget 2021 fik partiet 14borgmesterposter:
I valgåret 2019 havde Det Konservative Folkeparti indtægter for 14 mio. kr. og udgifter for 30 mio. kr., hvoraf de 20 mio. kr. blev angivet at gå til udgifter i forbindelse medfolketings- ogEuropaparlamentsvalgene det år.[61] Af indtægterne kom 1½ mio. kr. fra medlemskontingenter, 4 mio. kr. var offentlig partistøtte, og 7 mio. kr. var bidrag fra organisationer og virksomheder. Partiet modtog bidrag på over 20.900 kr. (grænsen for oplysningspligtige beløb) fra i alt 12 bidragydere, heriblandt:
PengeklubbenC-Business formidler penge fra erhvervslivet til Det Konservative Folkeparti. Den politiske erhvervsklub blev dannet i 2005.[62] Erhvervsklubben havde i 2016 over 70 medlemmer.[63]
Konservativ Ungdoms hjemmeside
Konservative Studerendes hjemmeside
