Arbejdernes og Bøndernes Røde Hær (russisk:Рабоче-крестьянская Красная армия, РККА,tr.Rabotje-krestjanskaja Krasnaja armija,RKKA, ofte forkortet på russisk tilКрасная aрмия;KA, på dansk:Den Røde Hær) var hæren og flyvevåbnet i denRussiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik, og efter 1922Unionen af socialistiske sovjetrepublikker. Hæren blev etableret umiddelbart efterOktoberrevolutionen i1917, hvorbolsjevikkerne opbyggede en hær for at modsætte sig de allierede militære styrkers, isærDen Hvide Hærs, angreb på den nye stat under den russiske borgerkrig. Fra februar 1946 kom Den Røde Hær sammen med den sovjetiske flåde til at udgøre de vigtigste komponenter i de sovjetiske væbnede styrker, der fik det officielle navn "Den sovjetiske hær" (russisk:Советская армия (СА),tr.Sovetskaja armija) indtil opløsningen af Sovjetunionen i december 1991. Vesten fortsatte imidlertid med at kalde hæren 'Den Røde Hær' underDen Kolde Krig.
Den Røde Hær betragtes som den afgørende landstyrke, der sikredede allieredes sejr iEuropa underAnden Verdenskrig.[kilde mangler] Under operationer påØstfronten kunne 75–80% af de tyske landstyrker (Wehrmacht ogWaffen-SS), der var indsat i krigen, som blev gjort ukampdygtige, tilskrives Den Røde Hær.[kilde mangler] Kampene på østfronten var stort set udelukkende mellem Tyskland og den røde hær (som var massivt støttet af US) hvorfor tallet vil være højt.
Den Røde Hær blev dannet den15. januar1918 på grundlag af den allerede eksisterendeRøde Garde. Den officielle hyldestdag for den Røde Hær, den 23. februar, markerer dagen for den første masseindskrivning i hæren foretaget iMoskva ogSankt Petersborg samt den første egentlige krigshandling mod den tyske besættelse. Den blev en vigtig national helligdag i Sovjetunionen og er stadig i dag helligdag i Rusland. Den blev kaldt ”den Røde Hærs Dag”; i dag hedder den ”Dagen for Moderlandets Forsvarere”. Lev Trotskij, der var krigskommissær fra1918 til1924, menes at være den egentlige grundlægger af den Røde hær.
I begyndelsen fungerede den Røde Hær som en frivillig enhed udenrang og distinktioner. Officererne blev endda valgt pådemokratisk vis. Men fra den29. maj1918 blev der indførtværnepligt for alle mænd mellem 18 og 40 år. For at håndtere de mange værnepligtige blev der oprettet regionale ”militærekommissariater” (ikke at forveksle medkrigskommissariatet) rundt omkring i Sovjetunionen.
Alle enheder i den Røde Hær fik udpeget en 'politiskkommissær', der havde beføjelser til at omstøde enhver ordre, han måtte finde i strid medkommunistpartiets principper. Partiledelsen mente, at det var nødvendigt med fuld politisk kontrol over militæret, især fordi den Røde Hær i høj grad bestod af officerer fra den tidligere kejserlige hær. Fra 1941 ophævede Sovjetunionens kommunistiske parti midlertidigt ordningen med politiske kommissærer og genindførte formel militærrang og dekorationer.[1]
DaNazi-TysklandangrebSovjetunionen den22. juni1941, bestod den Røde Hær af omkring 1.5 millioner mand, der var dårligt forberedt på krig. Politiske udrensninger i hærens officerskorps især i den øverste ledelse havde svækket den, ogsoldaterne manglede erfaring og træning. I krigens første uger blev store dele af det sovjetiskeluftvåben udslettet, mens flyene stod på jorden. I samme periode blev store, sovjetiske hærenheder, flere hundredtusinde soldater, omringet af de fremrykkende tyske troppersBlitzkrieg. Mange af dem overgav sig til tyskerne.
De sovjetiske soldater blev mejet ned på slagmarken. Det var et resultat af utilstrækkelig implementering af erfaringerne fraVinterkrigen og observationerne af den tyske blitzkriegstaktik modFrankrig. Sovjet var begyndt at efterligne tyskerne og placere de fleste panserkøretøjer i store, fuldt mekaniserede divisioner og korps. Denne reorganisering var imidlertid kun delvis gennemført, da Barbarossa gik i gang, da der ikke var tilstrækkelig mange kampvogne til rådighed til at bringe de mekaniserede korps op på den ønskede styrke.
De lange tyske forsyningslinjer, Hitlers spredning af de tyske tropper og engeneration af dygtige, sovjetiske kommandører blev Sovjets redning. Efter sejrene vedMoskva,Stalingrad ogKursk knækkede den Røde Hær ryggen på den tyske hær. Men tabene var enorme for Sovjetunionen. Nogle[hvem?] siger, at syv millioner soldater døde. Andre siger helt op til 10 millioner.[kilde mangler] Officielt angav Sovjetunionen under Stalin det samlede antal af civile og militære døde til 7 mio. Et tal der sidenhen blev opjusteret til 26-27 mio. afMikhail Gorbatjov i 1989. Antallet af militære døde blev opgjort til 8,7 mio.[2]
Igennem massivpropaganda var det lykkedes at vække en voldsompatriotisme i befolkningen. Soldaterne blev gjort til helte, og mange meldte sig til det, der blev kaldt den ”Store Patriotiske Krig”. Ved slutningen af1945 toppede antallet af soldater i den Røde Hær omkring 12 millioner.[3]
Efter2. verdenskrig faldt antallet af soldater fra omkring 13 millioner til ca. fem millioner.Gennem heleden kolde krig forblev antallet af soldater i den sovjetiske hær på mellem tre og fem millioner. Antallet af soldater blev opretholdt af enværnepligt på minimum to år, som omfattede alle fysisk funktionelle mænd. Det betød, at den sovjetiske hær forblev verdens største i hele perioden mellem1945 og1991.
I1946 ændrede den Røde Hær officielt navn til ’Sovjets Hær’.I1949 fremstillede og testedeSovjetunionen sin førsteatombombe.
I koldkrigstiden blev den sovjetiske hær brugt til at holde sammen på de kommunistiske stater i Østeuropa og knuse oprør. Således blev hæren sat ind mod oprørene iUngarn,Tjekkoslovakiet ogDDR i1950'erne og1960'erne.
Den sidste krig, den sovjetiske hær var involveret i, var krigen iAfghanistan fra1979 og 10 år frem. Her støttedeSovjetunionen aktivt den siddende pro-sovjetiske regering, mensUSA på den anden side støttede de muslimske oprørere (mujahedin).
Den lange krig og opretholdelsen af den fem millioner mand store hær var med til at køre den sovjetiske økonomi i sænk og bidrog til Sovjetunionens sammenbrud.
Fra omkring1985 til1990 begyndte den nye sovjetiske leder,Mikhail Gorbatjov at indskrænke hæren og de enorme økonomiske ressourcer, den lagde beslag på. Hæren blev langsomt reduceret, og i1989 havde den sovjetiske hær trukket sig ud af alleWarszawapagt-lande. Samme år trak Sovjetunionen også sine tropper ud af Afghanistan.
I1990 erklærede Litauen sin selvstændighed, ogøstblokken faldt fra hinanden. Land efter land gennemførte revolutioner. Sovjetunionen var i krise, ogGorbatjov blev stærkt kritiseret for ikke at sætte hæren ind. I august1991 spillede hæren en afgørende rolle, da flere højtstående officerer deltog i etkupforsøg modGorbatjovs reformvenlige regering. Kampvogne blev sat ind iMoskvas gader, men kupforsøget slog fejl, da indbyggerne blokerede gaderne, og soldaterne nægtede at skyde på deres landsmænd.
EfterSovjetunionens kollaps blev Sovjets Hær opløst, og dens udstyr delt mellem de nye stater. Hovedparten af Sovjets Hær, herunder de fleste atomvåben, blev inkorporeret i den nye russiske hær. Militærstyrker udstationeret i de østeuropæiske lande, herunderBaltikum, returnerede til Rusland i årene1991 –1994.
.svg)
.jpg)
.svg)