Starten på hans regeringstid blev præget af nederlaget i denanden slesvigske krig i1864 og tabet afHertugdømmerneSlesvig,Holsten ogLauenborg, der gjorde kongen meget upopulær. En lang række af hans efterfølgende regeringsår var domineret afforfatningskampen, hvor Christian 9. stod fast på monarkens ret til selv at vælge sine ministre uden hensyn tilFolketingets flertal. Først vedsystemskiftet i1901 lod kongen sig endeligt overtale til at anerkendefolketingsparlamentarismen somstatsform, hvor regeringen ikke måtte have et flertal iFolketinget imod sig. På trods af mange års politisk strid, hvor kongen stod i modsætning til store dele af befolkningen, blev han efterhånden en populær regent på grund af sin lange regeringstid og sit fordringsløse og imødekommende væsen.
Gennem sin far nedstammede Prins Christian dermed i lige mandslinje fra Kong Christian 3., mens han gennem sin mor var oldebarn af Kong Frederik 5. Han var dermed tæt beslægtet meddet danske kongehus men havde ingen egentlig udsigt til at arve den danske trone.
Familien flyttede herefter til Glücksborg Slot, hvor Prins Christian blev opdraget sammen med sine søskende under faderens ledelse. "Jeg opdrager mine sønner med strenghed, for at disse skulle lære at adlyde, uden at jeg dog derfor undlader at gøredem tilgængelige for nutidens krav og fordringer", skrev hertugen til en ven.[7] Imidlertid døde Hertug Vilhelm den17. februar1831 i en alder af bare 46 år som følge af enforkølelse, der havde udviklet sig tillungebetændelse og efter hertugens eget skønskarlagensfeber, der tidligere havde ramt to af hans børn. Han efterlod sin kone som enke uden penge og med ti børn. Prins Christian var tolv år gammel, da faderen døde.
Prins Christians surrogatfar,Kong Frederik 6., hvis dronningMarie var hans moster og de to prinsesser hanskusiner.
Efter Hertug Vilhelms død blev Kong Frederik 6. sammen medPrins Vilhelm af Hessen-Philippstal-Barchfeld, en af hertugens nære venner,formyndere for Prins Christian og hans ni søskende.[7] Samme år ønskede Prins Christian at blive uddannet tilsøofficer, men under et besøg på Gottorp kort efter hertugens begravelse aftalte Kong Frederik 6. med hans mor, at han skulle sendes tilKøbenhavn for at få enofficersuddannelse vedLandkadetakademiet. I 1832, året efter faderens død, flyttede den 14-årige Prins Christian derfor tilKøbenhavn, hvor han blev sat i huset hos oberst Linde, chefen for Landkadetakademiet. Han fik eneundervisning og var kun sjældent sammen med de andrekadetter.[7] Til gengæld tog det sønneløse kongepar sig godt af drengen, daDronning Marie Sophie Frederikke var hans moster og Kong Frederik 6. hans mors fætter. I 1838 blev Prins Christians ældste bror,Hertug Carl af Glücksborg, ydermere gift med kongeparrets yngste datter,Prinsesse Vilhelmine.
Prins Christians mangeårige hjem,Det Gule Palæ i København (2006).
I løbet af1840'erne blev det stadig mere tydeligt, at detDanske Monarki stod over for entronfølgekrise. DaKong Christian 8. besteg tronen i1839, havde hverken hans søn,Kronprins Frederik, eller kongens lillebror,Arveprins Ferdinand, nogle børn, og det virkede efterhånden usandsynligt, at der ville blive født en legitim arving til tronen.[13] Det blev dermed klart, at den regerende danske kongeslægt, den ældste mandlige linje afHuset Oldenburg, var på vej til at uddø. Tronfølgekrisen var et komplekst dilemma, daarvefølgereglerne i de forskellige dele af det Danske Monarki,Kongeriget Danmark og de trehertugdømmerSlesvig,Holsten ogLauenborg ikke var identiske. Muligheden for, at den danske krone kunne blive adskilt frahertugdømmerne, blev dermed overhængende.[14] Desuden havde de nationalliberale en dagsorden, hvor de toneangivende ønskede en tættere forbindelse mellem Danmark ogSlesvig, hvilket især skabte forbitrelse iHolsten.[15]
Wikisource har originalt kildemateriale relateret til denne artikel:
Arvefølgereglerne i Kongeriget Danmark var fastlagt iKongeloven fra1665, der fastlagde, at tronen blev arvet afKong Frederik 3.'s efterkommere i mandslinje. Først i det tilfælde hvor alle efterkommere af Frederik 3. i mandslinjen, inklusive alle mandlige sidelinjer, var uddøde, ville den nærmeste kvindelige arving kunne arve tronen og derefter hendes egne mandlige arvinger.[16] I de tyske hertugdømmer var arvefølgereglerne også begrænset til efterkommere i mandslinje men var til gengæld ikke begrænset til Frederik 3.'s efterkommere. Da der eksisterede flere mandlige sidelinjer af Huset Oldenburg, der imidlertid ikke nedstammede fra Frederik 3., opstod muligheden for, at arvefølgen kunne gå forskellige veje i kongeriget og hertugdømmerne.
Som tronfølgerpar fortsatte Prins Christian og Prinsesse Louise med at bo i Det Gule Palæ med deres børn. Som følge af deres nye status fik de dog nu også mulighed for at brugeBernstorff Slot nord for København som sommerbolig. Det blev Prinsesse Louises foretrukne residens, hvor familien ofte opholdt sig. Det var også her, deres yngste søn,Prins Valdemar, blev født i1858.[12] I anledning af Prins Valdemarsdåb fik Prins Christian og hans familie tillagtprædikat afKongelig Højhed. Selv om deres økonomiske situation var blevet forbedret, var familien var dog fortsat forholdsvis uformuende.
Prins Christians udnævnelse til tronfølger blev dog ikke mødt med udelt begejstring. Han havde et køligt forhold til kong Frederik 7., dels fordi den excentriske og farverige konge ikke brød sig om den retlinede militærprins og hellere havde set hans ældste søn, den unge prins Frederik, indtage pladsen som tronfølger, dels på grund af Prinsesse Louises åbenlyse misbilligelse af kongens tredjemorganatiske ægteskab medGrevinde Danner.[13] Politisk havde den nye tronfølger også begrænset indflydelse, dels på grund af Grevinde Danners modvilje, dels fordi han blev mødt med mistillid af det toneangivendenationalliberale parti, der opfattede ham som tysksindet ogkonservativ tilhænger afhelstatspolitiken. Først i 1856 sørgede politikerenCarl Christoffer Georg Andræ, som prins Christian altid havde et godt forhold til, at den nye tronfølger fik en plads iStatsrådet.[17]
Frederik 7.'s død uden arvinger blev brugt af prinsFrederik af Augustenborg (1829-1880) til at udråbe sig til hertug afSlesvig ogHolsten under navnetFriedrich VIII. (Prins Frederik var en søn af den fordrevne hertug af Augustenborg,Christian August, som var leder af en tyskslesvig-holstensk bevægelse i1848. Friedrichs far døde først i1869). Hertugslægten nedstammede fraHans den yngre af Sønderborg. Imidlertid fik Friederich ikke støtte afOtto von Bismarck, hvis mål ikke var et selvstændigt Slesvig-Holsten, men som ønskede en indlemmelse af Slesvig og Holsten iPreussen.
Den egentlige årsag til at Otto von Bismarck kunne erklære Danmark krig var, atfolketinget i november 1863 vedtog en forfatning, som indlemmede Slesvig i det danske rige.C.C. Hall var en af fortalerne for denneEjder-danske forfatning.
Som nyudnævnt konge var Christian 9. betænkelig ved at underskrive forfatningen, idet han forudså problemer med Otto von Bismarck. Men han var stillet over for et folkekrav – der var demonstrationer foran slottet hvor folkemængder råbte "Ned med kongen og leveKarl den 15." Dette tilråb sigtede til, at da de nationalliberale fik regeringsmagten i1857, legede de med tanken om at indgå i en union med Sverige-Norge under fælles konge, Karl den 15. Ligeledes udtrykte dagspressen tvivl om, hvorvidt den nye konge ville underskrive forfatningen, og ogsåRigsrådet ogKøbenhavns borgerrepræsentation pressede kongen i henvendelser, der understregede forfatningens betydning for "Danmarks riges frihed og selvstændighed."[18]På det første statsrådsmøde efter sin tiltræden underskrev den nye konge forfatningen den18. november1863.[19] Han understregede, at ansvaret lå hos ministeriet, men at han ville skrive under af pligt, selv om han nødig ville bringe landet i ulykke.[19]
Næsten som forudset erklærede Bismarck Danmark krig. Natten til 1. februar1864 gik preussiske og østrigske styrker overEjderen med en talmæssigt overlegen styrke. Hertil kom, at preusserne var udstyret med bagladegeværer og riflede kanoner. Danskerne underde Meza afviste den 2. februar det førsteangreb ved Mysunde, der udgjorde et brohoved vedDannevirkes østlige fløj, som ved erobring ville give mulighed for at omgå resten af Dannevirkestillingen. Men stillingen var alligevel uholdbar, og de Meza besluttede at foretage en tilbagetrækning fra Dannevirke, før hæren blev omgået. Den gennemførtes natten mellem den 4. og 5. februar, men kom til at koste generalen hans kommando, da den danske offentlighed ikke kunne forstå, atDannevirke måtte opgives uden sværdslag.[20] Bagtroppen under Max Müller udkæmpede en hård kamp vedSankelmark den6. februar, mens hovedstyrken under generalGerlach forskansede sig vedDybbøl.[21]
Efter en måneds bombardement stormedesDybbøl den18. april 1864. Det lykkes at holde stand mod den knusende overmagt, og den 12. maj blev der sluttet våbenstilstand, medens man afventede resultaterne af London-konferencen, som var åbnet i april. Danmark tilbød at afstå strimlen mellem Ejderen og Dannevirke, men dette var ikke tilstrækkeligt, kampene blev genoptaget, og den 29. juni 1864 faldtAls. Kampen var umulig, og den 20. juli sluttes våbenhvile. Vedfreden i Wien den 30. oktober måtte Danmark afståSlesvig,Holsten ogLauenburg.
HistorikerenTom Buk-Swienty afslørede i sin bogDommedag Als (august2010), at Christian 9. i et forsøg på at undgå, at det danske monarki mistede kontrol over Slesvig og Holsten, tilbød den preussiske kongeVilhelm 1. at indlemme Danmark i dettyske forbund. Ikke ulogisk idet Holsten allerede var medlem af Det Tyske Forbund, som jo ikke var et samlet Tyskland, men 35 selvstændige stater, som samarbejdede i et statsforbund med toldunion. Preussen og Østrig var stormagterne i Forbundet, som nærmest kan betragtes som et EU.[kilde mangler] De fleste stater i Forbundet var tysktalende.
Efter nederlaget i 2. slesvigske krig var tilliden tilDe Nationalliberale, der måtte bære skylden for nederlaget, forsvundet og partiet mistede sin prestige og sine ministerposter. I 1865 dannede denkonservative grevC.E. Frijs tilFrijsenborg regering, og herefter var posten som konseilspræsident pågodsejergruppens hænder i flere årtier. I 1866 gav en ændring af grundloven ("den gennemsete Grundlov") også godsejerne den afgørende indflydelse iLandstinget.Forfatningskampen kom herefter til at dominere en lang række af Christian 9.'s regeringsår, hvor kongen stod meget konsekvent fast på monarkens ret til selv at vælge sine regeringer i stedet for at udnævne regeringer baseret påFolketingets flertal. Under hele forløbet udnævnte kongen konservative mindretalsregeringer og støttede sig længe uden forbehold til konseilspræsidenten fraHøjre,J.B.S. Estrup i dennes kamp modfolketingsparlamentarismen og partietVenstre, selv omvisnepolitikken skabte store problemer for landet.[22]
Da Estrup trak sig tilbage fra posten i1894, forsøgte kongen sig med endnu tre højreledede mindtretalsregeringer. Helt frem til foråret 1901 lod han sig påvirke afHannibal Sehested, som advarede ham om, at indførelsen af parlamentarismen ville give Folketinget magten og reducere hans egen og Landstingets betydning. Først efter et knusende nederlag til Højre vedfolketingsvalget i 1901 lod kongen sig overtale til at udnævne en Venstre-regering, blandt andet under indflydelse af svigerdatterenprinsesse Marie.[23]Systemskiftet til folketingsparlamentarisme var hermed en kendsgerning.[24]
På trods af de mange års politisk strid, hvor kongen stod i modsætning til størsteparten af befolkningen, blev han en populær regent på grund af sit fordringsløse og imødekommende væsen over for alle.
En stenvarde til minde om Christian 9.'s besøg vedMårup Kirke (Lønstrup) 17. august 1871
Kong Christian den 9. kom meget ud til sit folk både i København og i andre byer som i 1853, hvor han var til fuglekongeskydning iRanders og til andre byer. Han er mindet på en tavle med de andre, der har vundet.[kilde mangler]
Christian 9. besøgte i1874Færøerne ogIsland og blev den første regerende danske konge, der havde besøgt øerne.
Busck, Jens Gunni (2016).Christian 9. og dronning Louise - Europas svigerforældre.Danmark: HISTORIKA.ISBN9788793229419.
Chaffanjon, Arnaud (1980).Histoires de familles royales : Victoria d'Angleterre - Christian IX de Danemark et leurs descendances de 1840 à nos jours (fransk).Paris: Ramsay.ISBN2859561846.
Neergaard, Niels (1916).Under Junigrundloven, en Fremstilling af det danske Folks politiske Historie fra 1848 til 1866. Vol. Bd. 2, Hæfte 2.København:Gyldendal.
1=Konge af Jylland, Skåne og Vestfold *=Måske kun konge af Jylland†=Også konge af Norge‡=Også regent af Norge og Sverige#=Også konge af England2=Også konge af Island Kategori:Regenter af Danmark
.svg)
.jpg)
.jpg)
.svg)
_-_Queen_Alexandra_(1844-1925)%2c_when_Princess_of_Wales_-_RCIN_403410_-_Royal_Collection.jpg)
.jpg)
.svg)
