Cadmium indgår i visselegeringer, herunder nogle med de laveste kendtesmeltepunkter formetaller. Andre legeringer udnytter cadmiums lavefriktionskoefficient og bruges i mekaniske komponenter til krævende formål, og desuden indgår cadmium i en delloddemetaller.
Cadmium har en særlig evne til at "opfange"neutroner, hvilket udnyttes til at kontrollere aktivitetsniveauet ikernereaktorer, for eksempel i de såkaldtekontrolstænger.
Det bruges dog ikke i batterier mere, da det er et giftigt tungmetal.
Cadmium blev opdaget i1817 af dentyskekemikerFriedrich Stromeyer: Han opdagede at urene prøver afmineraletkalamin (zinkcarbonat, eller "zinkhvidt") skifter farve når det varmes op; noget som helt rene prøver ikke gjorde. Kalamin er opkaldt efterKadmos fra dengræske mytologi, og Strohmeyer valgte at opkalde sin opdagelse efter det mineral hvor han havde fundet det "nye" grundstof.
I2001 varKina den største producent af cadmium, og stod bag nærved en sjettedel af verdensproduktionen. Lige efter kommerSydkorea ogJapan.
Cadmiumsulfid, CdS, er det eneste råmateriale af betydning for kommerciel udvinding af cadmium: Dette stof findes næsten altid sammen medzinksulfid, og derfor udvindes det meste cadmium som et biprodukt fra udvinding, smeltning og raffinering af zink og, i mindre udstrækning,bly ogkobber. En mindre mængde, knap 10% af det samlede forbrug, udvindes fra genbrugtjern ogstål.
Cadmium er giftigt, og optages let i organismen fordi det har mange kemiske fællestræk med det livsvigtigezink: Zink står i samme gruppe i det periodiske system, optræder med det samme oxidationstrin, og deresioner er omtrent lige store. Dertil bindes cadmium i vissebiokemiske sammenhænge op til ti gange stærkere end zink, og er derfor notorisk svært at "rense ud" af kroppen igen. I sjældnere tilfælde kan cadmium forstyrre kroppen ved at "indtage pladsen" for andre stoffer;magnesium ogkalcium.
På kort sigt giver cadmiumforgiftning en række alvorlige symptomer, herunder dødsfald, og på længere sigt frembyder cadmium og dets kemiske forbindelser en risiko for en række forskelligekræftformer. I årene efter2. verdenskrig oplevedeJapan et antal forgiftningstilfælde som følge af cadmiumforurening fra minedrift langsJinzū-floden; folk optog stoffet gennemris fra marker der fik vand fra floden, og udviklede hvad der blev kaldt forItai-itai-syge, med nyresvigt og bløde, eftergivendeknogler til følge.
Denne giftighed gør det nødvendigt for folk der arbejder med cadmium eller cadmiumholdige produkter at beskytte sig imod stoffet. Cadmium er blandt seks stoffer der erforbudt ifølge denEuropæiske UnionsRoHS-direktiv.
Mineralsk gødning indeholder cadmium. EU og Danmark har sat grænseværdier på hvor meget cadmium] fosforgødning må indeholde.[1]
Naturligt forekommende cadmium består af otteisotoper, hvoraf tre,110Cd,111Cd og112Cd er med sikkerhedhelt stabile. Isotoperne113Cd og116Cd er ganske svagtradioaktive, medhalveringstider på henholdsvis 7,7·1015 og 2,9·1019år. Dertil har man beregnet at106Cd,108Cd og114Cd også "burde" være radioaktive, men deres halveringstider er så lange at man aldrig har set en af demhenfalde; blot kan man beregne nogle nedre grænser for deres enorme halveringstider.
Blandt de isotoper der ikke findes i naturligt cadmium er109Cd den mest "langlivede", med en halveringstid på 462,6døgn, og115Cd med 53,46timer. Alle andre cadmiumisotoper har halveringstider mindre end to en halv time, flertallet endda under 5minutter. Man kender desuden 8nukleare isomerer af cadmium.
