Bretton Woods-systemet var et internationalt monetært samarbejde, hvis kerne varfastkurspolitik. Systemet blev udviklet ijuli1944 og har sit navn efter byenBretton Woods iNew Hampshire,USA, hvori aftalen om samarbejdet blev indgået mellem 44 repræsentanter frade allierede under2. verdenskrig. Hovedformålet med etableringen af samarbejdet var at undgå en gentagelse af1930'ernes finansielle krise ogmellemkrigstidens voldsomt svingendevalutakurser ved at sikre en vis politisk regulering af såvel valutakurser som internationale kapitalbevægelser. Det var desuden hensigten at undgå nye internationale konflikter og i yderste konsekvenskrig.
Konkret blev der udarbejdet et system af regler, institutioner og procedurer til at regulere det internationale monetære system. Således etablerede manDen Internationale Valutafond ogDen Internationale Bank for Genopbygning og Udvikling, der i dag er en del afVerdensbanken. Organisationerne blev etableret i 1945, efter at landene havde ratificeret aftalen. Systemet forpligtede landene til at føre enpengepolitik, der sikrede en vekslingskurs for landets valuta indenfor en bestemt værdi plus/minus 1 procent i forhold til værdien afguld.
Bretton Woods-systemet kom under pres i slutningen af1960'erne og kollapsede definitivt i1971, da USA suspenderede den faste vekslingskurs mellemdollaren og guldet. Siden1968 havde USA ladet dollarkursen flyde frit. USA's suspension af den faste vekslingskurs mellem dollaren og guldet medførte stress på de finansielle markeder og skabte en unik situation - at dollaren blev reservevaluta for de lande, der havde underskrevet aftalen. Siden 1973 har de førende valutaer i verden været frit flydende.
Afslutningen på Bretton Woods-systemet blev officielt bekræftet ved de såkaldte Jamaica-aftaler i 1976, hvormed dollaren og andre væsentlige valutaer fremover blev flydende i forhold til guldprisen.[1]
44°15′16″N71°26′52″V / 44.2544°N 71.4479°V /44.2544; -71.4479
