Gilbert og Sullivans komiskeoperaMikadoen har et overvældende indslag af bogstavrim:[1] "Tosit insolemnsilence in adull,darkdock, In apestilentialprison, with alifelonglock, Awaiting thesensation of ashort,sharpshock, From acheap andchippychopper on abigblackblock!"[2]
Bogstavrim er etnordisk stiltræk fælles for lærd og folkelig stil, forprosa ogpoesi, og er ældre end bogstavskrift. Aller mest udbredt var det i lovsproget som holdepunkt forhukommelsen:acr oc eng/"ager ogeng";engum manne til meins/"ingen mand til mén";tilfjallz sem tilfioru/"til fjelds som til fjords".[3]
Bogstavrim kendes helt fraurnordisk som i indskriften på hvæssestenen Strømsbrynet[4] fraHitra fra tidligt 600-tal:wate hali hino horna (= "væde skal hvæssesten hornet", dvs "hornet [som hvæssestenen blev båret i] skal væde hvæssestenen").[5] Bogstavrimet var af afgørende betydning iskjaldedigtene.[6]
I dagligdags vendinger kendes allitteration fra udtryk som "stor og stærk", "mangt og meget", "nød og næppe", "skrig og skrål", "fare på færde", "bod og bedring", "helt og holdent", "klappet og klart", "fra første færd", "ved sine fulde fem", "fiks og færdig", "langt om længe", "til punkt og prikke", "i fyr og flamme", "først og fremmest", "nul og niks", "vælge og vrage", "sol og sommer", "synd og skam", "lukket og låst", "med mand og mus", "på rad og række", "rask og rørig", "ret og rimeligt", "pænt og pynteligt", "med list og lempe", "med lys og lygte", "pomp og pragt", "fra hus og hjem", "holde tand for tunge", "fri og frank", "stort og småt", "i den store stil", "tabe mund og mæle", "bastet og bundet", "over stok og sten", "ve og vel", "takt og tone", "i nattens mulm og mørke", "med brask og bram", "spot og spe", "i stumper og stykker", "bulder og brag", "fra sans og samling", "på bar bund", "på den grønne gren", "med hud og hår", "uden mål og med", "dagens dont", "i dyre domme", "pot og pande", "på bedste beskub", "spinke og spare", "stå i stampe", og "til syvende og sidst".
Allitteration blev anvendt iindoeuropæiske toleddedepersonnavne. Pårunestenen i Istaby iBlekinge står, at stenen blev rejst afhathuwulafaR haeruwulafiR, på moderne dansk "Hathulv, søn af Hiorulv", hvor altså far og søn bar navne med leddet-wulafaR (-ulv) i sig. Stavelsen-hath stammer fra indoeuropæisk-*katu (= kamp) og udgør første led i Caturix (dengæliske krigsgud) ognorrønt Hathulv.[7]
Et dominerende princip igermansk navngivning var skikken med, at barnet fik det ene led af sin fars (sjældnere en anden slægtnings) navn.Tacitus omtaler to brødre, der varhøvdinge hoscherusker-stammen - Inguiomerus og Segimerus, hvor det fælles efterled åbenbart stammer fra deres fars navn. Leddetsegi- stammer fra indoeuropæisk*segho- (= sejr) og genkendes i oldindisk Saha-jah, gælisk Segovesus, og som leddet Sig- i nordiske navne som Sigbjørn ogSigrid.
Den samme type allitteration ses påSnoldelevstenen, der blev rejst for Gunwald, søn af Roald,thul (vismand) i Salløv.[8] Roald tilsvarer dethøjtyske Hrodowald, men i norrønt forsvandt w'en tidligt fra navnet.[9]
PåBornholm findesBodilsker-runestenene: Økil er far til Alfkil og Thorkil,[10] mens Isbjørn er far til Frøbjørn.[11]
Hildebrandslied, nedskrevet i 830-tallet, handler om Hildebrand, søn af Heribrand, og Hadubrand, søn af Hildebrand.[12]
