En afgift er enskat typisk påvarer ogtjenester. Det er endvidere betegnelsen for en opkrævning af en betalingsfordring, som indgår inationalregnskabet.Danmarks Statistik skelner mellem to hovedtyper af afgifter:
Disse afgifter er direkte knyttet til en vare- eller tjenestestrøm, ogprovenuet en funktionomsætningen. Eksempler på denne type afgift ermoms,told,forbrugsafgifter ogtinglysningsafgifter.[1]
Der skelnes endvidere mellemværdiafgifter, som er knyttet til prisen på de afgiftsbelagte varer eller tjenesteydelser, ogmængdeafgifter, hvor der er en fast afgift pr. stk. IDanmark er værdiafgifterne mest almindelige.[2]
Definitionen dækker de skatter og afgifter, der er i forbindelse med produktion og salg, men ikke er direkte knyttet til en vare- eller tjenestestrøm. Blandt disse er f.eks.kødkontrollen og forskellige afgifter ved udførsel af specielle produkter til udlandet.
Gebyrer, f.eks. påkørekort ogpas er i nationalregnskaberne forEU – lande opgjort under "andre produktionsafgifter", men opfattes i andre sammenhænge som en selvstændig kategori.[3]
Målet med afgifter er entenfinanspolitisk eller adfærdsregulerende. Momsen er et finanspolitisk instrument, fordi den er ens for alle varer og tjenesteydelser. Gennem opkrævningen af momsen dæmpes det private forbrug og samtidig opnården offentlige sektor en indtægt.Differentieret moms kendes fra flere lande, f.eks.Sverige. Her er nogle varegrupper enten helt fritaget for, eller belagt med en reduceret afgift. Differentieret moms har et adfærdsregulerende sigte.
Andre afgifter med adfærdsregulerende sigte er de såkaldte giftskatter[4],miljøafgifter ogenergiafgifter. Afgifter på forurenende produktion,spildevandsudledning og lignende opfattes som udmøntningen afprincippet:Skadevolderen betaler omkostningerne.[5]
Afgifter har en målbar virkning på forbrugernes valg af alternativer; men effekten af f.eks. energiafgifter kan først vurderes efter en længere periode. Alternativerne, f.eks.forbud mod anvendelse af bestemte produkter virker hurtigere, men kan i nogle tilfælde komme i konflikt medEU'skonkurrenceregler. I argumentationen for at foretrække afgifter for forbud indgår også, at forbrugerne i nogle tilfælde fortrækker at betale enbøde og fortsætte den uønskede adfærd. Forbudspolitik kræver derfor et ofte omkostningstungtkontrolsystem.[6]